Para-atlet fra Allerød slår verdensrekord i 10.000 meter løb

Christoffer Vienberg fra Bløvstrød slog i weekenden en 14 år gammel rekord i diciplinen 10 kilometer løb for personer med spastisk lammelse. Rekorden blev slået med over fem minutter til tidligere indehaver.

24-årige Chrisoffer Vienberg fra Allerød kan nu kalde sig verdensrekordholder i disciplinen 10.000 meter for personer med spastisk lammelse. 

Det er virkeligheden efter banestævnet TRACKS 7 i Aalborg lørdag den 22. juni, hvor Christoffer Vienberg løb de ti kilometer i tiden 32:49:50. 

Dermed slog han en 14 år gammel løbsrekord sat af den tidligere belgiske para-guldvinder Benny Govaerts tilbage i 2005. Belgierens mangeårige rekord lød på 38:12:96. 

- Jeg vil sige, det er karrirerens største resultat. Det er en verdensrekord, og den er slået med over fem minutter. Derudover kom jeg under 33 minutter, som var mit mål inden løbet. Min ambition er at vise, hvor meget sporten udvikler sig, og at man kan meget, når man sætter sig et mål for, siger Christoffer Vienberg om resultatet.

Her kan du se Christoffer Vienberg i aktion, hvor han slår den 14 år gammel verdensrekord.

 

Også rekordindehaver på fem kilometer

Selvom Christoffer Vienberg blot er 24 år, er han et velkendt navn inden for para-verdenen. Det slog han også en tyk streg under sidste år, da han løb sig til sejren på 5000 meter ved Italien Open i Rieti.  

Også ved de paralympiske lege i Rio de Janeiro i 2016 fik Christoffer Vienberg flot omtale, da han løb sig til en femteplads i 1500 meter-finalen.

Men Christoffer Vienberg foretrækker - på grund af sit handicap - de lange distancer frem for de korte.

De hypermobile led, de stramme sener, den dårlige balance og muskelstivheden medvirker alt sammen til, at han hurtigt syrer til på de korte afstande. 

- Jeg er god til at holde et højt tempo i lang tid, da jeg har høj iltoptagelse og et højt kondital. Derimod gør mit handicap, at jeg i særlig grad syrer hurtigere til end andre løbere på de korte distancer, selvom de deltager på samme vilkår, fortæller Christoffer Vienberg. 

Christoffer Vienberg kom ind i tiden 32:49:50 og slog dermed verdensrekorden på 10.000 meter. 

 

Større fokus på længere distancer

Til de paralympiske lege er der kun konkurrencer op til 1500 meter for personer med spastisk lammelse, og det ærgrer i høj grad den nye danske rekordholder på 10.000 meteren. 

Derfor er det nu planen, at han skal udfordre en række kortdistanceløbere til et stævne i løbskalenderen næste år, hvor distancen skal hedde 5000 meter. I det hele taget efterlyser han større fokus på de længere distancer.

For løb skal ifølge Christoffer Vienberg være for alle typer af atleter med hver deres evner, og det er hans mål at inspirere andre til at gå efter deres mål uanset omstændighederne. 

- Da jeg var lille sagde jeg, at jeg nok aldrig kom til at gå, men det har jeg nu modbevist med resultaterne. Det har aldrig ligget i kortene, at jeg skulle blive en dygtig løber, og derfor betyder det også så meget for mig nu. Der har hele tiden været nogle forhold, jeg skulle modbevise, slutter han. 

 
 
Foto: Privatfoto

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik