Palads evakueret efter teknisk fejl i brandalarm

Foto: Torben Christensen / Scanpix

Brandvæsen og politi rykkede massivt ud til melding om en mulig brand i Palads.

Biografgængere fordybet i film i biografen Palads i København har lørdag aften fået sig en alternativ oplevelse.

Kort efter klokken 19.30 blev der trykket på stopknappen for film og popcorn-knas i samtlige sale, da en brandalarm tvang biografen til at evakuere stedet.

Brandvæsen og politi rykkede massivt ud til Axeltorv efter at have fået melding om en brand i biografen.

Brandalarmen lød klokken 19.41, men situationen viste sig dog at være knapt så farlig.

- Der er konstanteret en fejl på en teknisk installation, der skal melde om brand. Det er, hvad der er i det, siger vagtchef Lars Vesterweel til TV 2 Lorry. 

Det vides ikke, hvor mange mennesker der blev evakueret. Alle film blev dog afbrudt, og både gæster og ansatte skulle forlade bygningen. 

Vagtchefen oplyser klokken 20.30, at indsatsen ved biografen er slut - både for politiet og for brandvæsenet.

Palads er Københavns ældste biograf. Den åbnede i 1918. I dag er biografen landets største med 17 sale og 2100 sæder.