Özlem Cekic modtager demokrati-stafet

Den tidligere folketingspolitiker Özlem Cekic får overdraget demokratistafetten på Grundlovsdag for sine initiativer med dialogkaffe og brobygning.

Hvert år på Grundlovsdag videregives Ebbe Kløvedal Reichs demokratistafet ved et arrangement i København.

Grundlovsarrangementet er en fejring af demokratiet, og har til formål at sætte både fokus på Grundloven og demokratiets tilstand.

I år bliver stafetten overdraget til Özlem Cekic.

Rasmus Nørlem Sørensen, der er talsperson for stafetten, begrunder valget således:

 - Komitéen bag Demokratistafetten har vurderet, at Özlem Cekic - med sine initiativer med dialogkaffe og brobygning - vil være den helt rigtige til at åbne for debatten om, hvordan vi får etableret en bedre demokratisk samtale. En samtale, hvor vi i Ebbe Kløvedal Reichs ånd møder hinanden i øjenhøjde og på lige fod.

Som modtager af stafetten er det nu Özlem Cekics tur til at løfte arven fra de tidligere modtagere af stafetten med et debatprojekt, hvor hun vil tage rundt i landet og engagere almindelige mennesker i en demokratisk dialog.

Ambitionen er at genskabe den smuldrende tillid til samfundet og demokratiet ved at bygge bro over modsætninger og uenigheder.

 - Jeg tror på samtalens magt, når det handler om at mødes med dem, der sympatiserer med rabiate holdninger. Det er en kæmpe ære at modtage stafetten. Jeg tror på, at holdninger kan rykkes. Derfor mødes jeg med folk, der sender mig mails, hvor jeg kaldes ”perkerluder” eller ”terrorist”. Og uanset hvor uenige vi er, ender samtalen altid med at gøre os klogere, siger Özlem Cekic.

Blandt de tidligere stafetindehavere er: Niels Hausgaard, Flemming Jensen, Lene Andersen, Omar Marzouk, Hans Jørgen Bonnichsen, Carsten Jensen, Rune Lykkeberg, Gitte Sommer Harrits, Lars Pehrson, Jesper Tynell og Lars Olsen.

'Det, der kendetegner tidligere modtagere af Ebbe Reichs demokratistafet, er, at der har tilført den politiske debat noget ud over det sædvanlige. Modtagerne har udvist et stort personligt engagement ved at bringe samfundsdebatten et skridt videre, og de har udvist et særligt retsind eller mod i forhold til at afdække og udfordre til debat om samfundsproblemer. De har ved deres engagement turde slagte nogle hellige køer,' lyder den officielle beskrivelse af Demokratistafetten. 

Hvem var Ebbe Kløvedal Reichs?

Ebbe Reich var en dansk forfatter og debattør. Han havde stor indflydelse på den offentlige debat.

Som forhenværende historiestuderende mente han, at det var nødvendigt at forstå virkeligheden historisk: at se nutiden i lyset af fortiden.

Han ønskede 'fantasien til magten' og tog navnet Kløvedal fra J.R.R. Tolkiens eventyrunivers. 

Ebbe Kløvedal Reichs levede fra 1940-2005

Kilde: Gyldendal, Den store Danske

 


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik