Overrasket bycykel-direktør tager bladet fra munden

Foto: TV 2 Lorry

Direktøren for By- og Pendlercykelfonden mener, det taler for sig selv, når den tidligere bestyrelsesformand gik bag om ryggen på hende.

Det er en både overrasket og afmålt direktør for By- og Pendlercykel Fonden, Tina Füssel, der i tirsdagens udgave af Jyllands-Posten kommenterer på den seneste udvikling omkring den stormombruste fond, der står bag Københavns og Frederiksbergs bycykler.

Mandag valgte bestyrelsesformand Nikolaj Bøgh, der også er konservativt kommunalbestyrelsesmedlem på Frederiksberg, at forlade sin post.

Jeg har én kommentar: Det taler vist for sig selv

Tina Füssel, direktør for By- og Pendlercykel Fonden

Det skete efter at Jyllands-Postens erhvervsmedie Finans tidligere på dagen kunne afsløre, at han i en stribe sms-beskeder til direktøren for Gobike, Torben Aagaard, blandt andet har angrebet Tina Füssel for at have arrangeret et bagholdsangreb på ham.

- Jeg har én kommentar: Det taler vist for sig selv, siger Tina Füssel til avisen.

Læs også Efter sms-afsløring: Formand for bycykelfond går af

Sagen gørdet ikke lettere at holde fokus

Hun har ikke lyst til at kommentere yderligere om Nikolaj Bøghs holdning til hende var kendt af hende på forhånd – men siger, at ”det har været et meget langt forløb med alle mulige anledninger til at sige, hvad man mente”.

- For mig handler det om at sikre bycykelsystemet på den bedst mulige måde, og jeg skal løse den opgave, der er opstået, fordi operatøren er gået konkurs. Det vil jeg gerne have fokus på, og denne sag gør det ikke lettere at holde det fokus, siger Tina Füssel til avisen.

Driften af bycyklerne er indtil videre ikke påvirket af, at GoBike for nylig gik konkurs.

Nikolaj Bøgh erstattes af Niels E. Bjerrum, der er socialdemokratisk medlem af Københavns Borgerrepræsentation. 

Læs også Konkurs: Firma bag bycykler i København punkteres