Overlæge voldtog kollega på sjællandsk sygehus

Foto: Linda Kastrup / Scanpix

En overlæge på et sygehus voldtog to gange en kvindelig reservelæge. Han straffes med over tre års fængsel.

En tidligere overlæge på et sjællandsk sygehus idømmes tre år og tre måneders fængsel for to voldtægter, et voldtægtsforsøg og to episoder med andet seksuelt forhold end samleje mod en kvindelig reservelæge.

Det har en enig domsmandsret i Retten i Næstved besluttet tirsdag, skriver Ritzau.

Overlægen fratages desuden retten til at udøve lægegerning indtil videre. Derudover skal han betale 100.000 kroner i erstatning til kvinden.

Overlægen blev fritstillet fra sit arbejde, efter kvinden anmeldte overgrebene i april 2016. Han nægter sig skyldig i alle anklager og ankede dommen på stedet.

Voldtægt på toilet

Den første af voldtægterne er sket på et toilet på en bar i København i juni 2015. Sammen med flere kolleger tog både overlægen og reservelægen ind til baren efter en sommerfest.

De to gik sammen ud på toilettet. Kvinden gik frivilligt med, men på toilettet blev hun holdt fast og voldtaget, og hun forklarede, at hun havde svært ved at sige fra, fordi hun var fuld.

Den anden voldtægt skete på et kontor på sygehuset, da kvinden ville have overlægen til at kigge på billeder fra en skanning.

Voldtægtsforsøg efter fest

Her tvang han hende hen på en seng på kontoret, hvor han holdt hende fast og havde sex med hende, lød det fra anklageren.

Voldtægtsforsøget skete efter en julefrokost i november 2015, hvor flere læger valgte at overnatte på sygehuset. Overlægen kom ind på det kontor, hvor kvinden lå og sov efter festen, og han forsøgte at have sex med hende.

Det stoppede dog, da en kollega kom ind af døren og opdagede de to. Kollegaen forklarede i retten, at kvinden virkede til at have det ubehageligt ved situationen.

Kvinden afgav forklaring for lukkede døre, hvorfor det ikke var muligt at høre hendes side af sagen. Anklageren henviste i retten dog til, at kvinden fortalte, at hun havde sagt fra.

Det er ikke muligt at nævne overlægens navn i sagen, da forsvareren har kæret kendelsen til landsretten.