Overfald på Bødskov: Politiet efterlyser tatoveret mand

Københavns Politi beder nu om hjælp til at finde den mand, der overfaldt Morten Bødskov på Islands Brygge i aftes.

Det skulle have været en hyggelig aften, da socialdemokrat og tidligere minister Morten Bødskov i går tog til Islands Brygge for at se en EM-kamp på storskærm. Men aftenen sluttede på skadestuen, og nu beder politiet om hjælp til at finde den mand, der gav politikeren en knytnæve i ansigtet. 

Overfaldsmanden er mellem 20 og 25 år, almindelig af bygning, omkring 190 centimeter høj og har lyst hår og lys hud. Det mest genkendelige ved ham er en tatovering af et jernkors i hvid og sort på indersiden af venstre underarm. 

Morten Bødskov beskriver selv overfaldet på sin Facebookside. 

- Jeg og en ven havde besluttet os for at se EM-kampen Island mod Portugal tirsdag aften på storskærm på Islands Brygge. Vi mødes omkring kl. 21.30. Vi køber en øl, og står lidt i kanten af plænen, inden vi beslutter os for at sætte os op på taget af containerne, som er indrettet med siddepladser.

Efter 15-20 minutter går en mand målrettet hen og sætter sig ved siden af Morten Bødskov. 

- Han spørger mig, om jeg ikke er tidligere justitsminister, om jeg ikke er socialdemokrat og hvad jeg hedder? Efter jeg har svaret ham, spørger han, om jeg ikke kan forklare socialdemokraternes økonomiske politik. Da jeg beder ham uddybe det spørgsmål, bliver han lidt svævende, rejser sig pludselig hurtigt op og slår mig hårdt med en knytnæve i tindingen. Idet han slår mig, siger han noget i retningen af, "det her er fra Mouril", eller "det her er fra Mourine", skriver Morten Bødskov på sin Facebookprofil.

Efter overfaldet løber overfaldsmanden ned fra containertaget og væk i retning mod Langebro.

- Jeg er selvfølgelig temmelig chokeret over dette, har noget ondt i hovedet i dag og kinden er lidt blå/lilla, skriver Morten Bødskov. 

Politiet er nu i færd med at gennemse overvågningsvideo fra området, men beder altså samtidig om hjælp fra offentligheden. 

Oplysninger i sagen kan gives til politiet på telefon 114. 

 


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik