Omar - Terroristen

Den 15. februar klokken 04.22 blev terroristen Omar Abdel Hamid el-Hussein skudt og dræbt af Politiets Aktionsstyrke.

Omar Abdel Hamid El-Hussein. Navnet skurrer velkendt i de fleste danskeres ører, og har gjort det siden to mørke februar-dage i 2015, hvor terroren for første gang siden 1985 gjorde alvor af sin trussel mod Danmark.

Omar Abdel Hamid el-Hussein blev født i 1992 i Vordingborg som dansk-palæstinenser, men levede det meste af sit liv i København.

I sine teenageår blev han en del af københavner-banden Brothas på Nørrebro, og her mødte sociolog, forfatter og journalist Aydin Soei, Omar Abdel Hamid el-Hussein i Mjølnerparken under en reportage for Radio24Syv.

Sidste år sagde Aydin Soei til BT, at det ikke undrede ham, at gerningsmanden er at finde i de ’tabte generationer’, som bliver præget af ghettotilstande og dårlige forbilleder.

- Der er ingen tvivl om, at det er politisk motiveret vold. Men jeg tror ikke, han kunne svare på, hvad han egentlig ville opnå. Hans profil tyder på, at han er en tabermand fra bunden af samfundet, der har været en del af et forrået miljø, og som har taget en religiøs krænkelse på sig sammen med andre krænkelser, han føler, han har oplevet, sagde Aydin Soei dengang til BT.

En anden teori om motivet for terrorangrebene er, at el-Hussein blev radikaliseret i sin tid i fængslet.

Chefen for Politiets Efterretningstjeneste, Jens Madsen, forklarede kort efter terrorangrebene, at han var i PETs søgelys, men ville ikke uddybe nærmere. Dog sagde sikkerhedschef i Kriminalforsorgen, Michael Gjørup, dengang til Berlingske at:

- Han var en af dem, som vi havde fokus på, og som vi har lavet en indberetning på til PET. Han var inde på lystavlen, fordi han ændrede adfærd.

Omar Abdel Hamid el-Hussein nåede, på trods af sit korte liv, at befinde sig flere år bag tremmer. Af politiet var han kendt som særdeles temperamentsfuld og for sin tilknytning til bandemiljøet.

Hans kriminelle løbebane begyndte i 2009, hvor han blot 17 år gammel bliver anholdt af politiet for en række indbrud. Mens han er varetægtsfængslet flygter han fra politiet, hvilket han indrømmer i retten.

Han nægter sig skyldig i alle forhold om indbrud på nær det ene, hvor han er blevet anholdt, men fældes af DNA-beviser og den 4. marts idømmes Omar Abdel Hamid el-Hussein et års fængsel i Københavns Byret.

Kort tid efter sin prøveløsladelse begår el-Hussein vold og hærværk og idømmes en bøde og en tillægsstraf på seks måneders fængsel i Retten på Frederiksberg.

I sommeren 2012 bliver Omar Abdel Hamid el-Hussein dømt for flere tilfælde af ulovlig våbenbesiddelse, hvor han har været i besiddelse af forskellige knive. Blandt andet konfiskerer politiet en kniv med en 12 centimeter lang klinge. De mange forhold fører til en bødestraf og 21 dages fængsel.

Omar Abdel Hamid el-Husseins kriminelle færden eskalerede, i første omgang, i november 2013, hvor han stak en 19-årig S-togspassager gentagne gange med en lang foldekniv, mens han, ifølge Politiken, siger ordene ”Kan du huske mig?” til offeret.

Et af stikkene rammer en pulsåre og den store nerve til venstre ben, og en overlæge vurderer, at offeret ville være død indenfor 35-40 minutter uden den rette lægehjælp, og Omar Abdel Hamid el-Hussein bliver tiltalt for forsøg på manddrab. Ifølge el-Hussein ville han bare ”markere sig”.

Dommen lød den 19. december 2014 på to års fængsel, men på grund af Anklagemyndighedens anke af dommen, som de mente var for mild, blev Omar Abdel Hamid el-Hussein løsladt allerede den. 30. januar 2015.

Resten af Omars historie kender de fleste danskere. Ikke som Omars historie – men som historien om de mørke februar-dage, hvor Danmark, for første gang i nyere tid, blev ramt af dødbringende terrorangreb.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik