Ny bryggerhest på Carlsberg skal træde i store hovspor

Carlsberg har lige mistet en legende - den 19-årige bryggerhest Marco af Bakkely. 30. juni er der dåbsfest for en ny bryggerhest.

Torsdag den 30. døbes en ny ambassadør for Carlsberg. Der er tale om en bryggerhest, og traditionen tro bliver den nye hest fejret med en dåbsfest i staldene hos Visit Carlsberg.

Den nye hest træder ind i en lang og stolt række af bryggerheste, og den kommer til Carlsberg på et tidspunkt, hvor kuskene stadig er i sorg over tabet af en højt elsket kollega, Marco af Bakkely.

Carlsbergs rørende opslag om tabet af Marko af Bakkely er tirsdag blevet delt næsten 1900 gange.  
Carlsbergs rørende opslag om tabet af Marko af Bakkely er tirsdag blevet delt næsten 1900 gange.  

Marco var en 19-årig bryggerhest, der blev aflivet den 15. juni - med kusken Lars ved sin side. 

- Marco var meget gammel, og han havde smerter. Kuskene er hårde mænd, men de bliver helt bløde, når de mister en hest. De elsker de heste helt vildt, siger Nikki Jeffries, der er kommunikationskonsulent hos Visit Carslberg, til TV 2 Lorry.

Marco var ambassadør for Carlsberg i 14, og den nåede at møde den nye heste-ambassadør inden sin død.

- Da den nye hest kom, livede Marco lidt op og fik måske en lille smag af sin ungdom igen, siger Nikki Jeffries til TV 2 Lorry.

I 1924 havde Carlsberg 200 bryggerheste, men i dag er tallet nede på syv, inklusiv den nye hest. Til gengæld er hestene 'virkelig forkælede' og arbejder ikke særligt meget, lyder det fra Nikki Jeffries.     

- De kører gæster rundt på små ture på Visit Carlsberg, og så kører de også rundt som ambassadører i resten af København, hvis der fx er et fint arrangement, eller Carlsberg lancerer et nyt produkt, siger hun til TV 2 Lorry.

Hun fortæller, at gæsterne ofte reagerer meget stærkt, når de besøger hestene på Visit Carlsberg. 

- Bryggerhestene er en meget dansk ting, og jeg tror, de minder mange om en svunden tid, siger hun.

Navnet på den nye hest i Carlsberg-staldene er indtil videre hemmeligt, men der er tale om en han, afslører Nikki Jeffries.

- Den nye hest har været her i en måneds tid, og den er faldet godt til. Den har fået et navn, men det afslører vi først til den officielle dåbsfest, siger Nikki Jeffries og tilføjer: 

- Han skal træde i Marcos hovspor. 

Bryggerhestene, der trækker Carlsbergs hestevogne, er af racen 'Den Jyske Hest'. Hestene blev helt frem til starten af 50'erne brugt til distribution af øl i København.
 

Sådan så det ud, da der i 2014 var dåbsfest for bryggerhesten Emil. 
Sådan så det ud, da der i 2014 var dåbsfest for bryggerhesten Emil. 
Foto: Visit Carlsberg

 


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik