Video: Her får Keld dommen i million-dyr sag mod kommune

02:13

Der er faldet dom i en omdiskuteret sag om tvangssalg i Roskilde. Måtte kommune ekspropriere jord til gavn for Roskilde Festival?

TV 2 Lorry var fredag med, da Keld via sin advokat fik dommen at vide. Se video ovenfor. Nedenstående er en artikel, der er skrevet som optakt til dagens dom.

- Når man bliver udsat for sådan et overgreb, så kan man enten lægge sig fladt ned og begynde at dø, eller også kan man kæmpe. Jeg gør det sidste.

Når man bliver udsat for sådan et overgreb som det her, så kan man enten lægge sig fladt ned og begynde at dø, eller også kan man kæmpe. Jeg gør det sidste.

Keld Bjergegaard, tidligere ejer af Roskilde Plantemiljø

Sådan siger Keld Bjergegaard, der fredag står over for afgørelsen af en af de vigtigste kampe i hans liv.

Han er nemlig hovedperson i den omdiskuterede tvangssalgssag fra Roskilde, hvor kommunen i 2012 eksproprierede 52.300 kvadratmeter af hans jord, som han brugte til sit havecenter, Roskilde Plantemiljø, til idrætsforeninger og for at give mere plads til Roskilde Dyrskueplads, hvor Roskilde Festival hvert år afholdes. 

Fredag afgøres det, om Roskilde Kommune havde ret til at tvangssælge jorden. 

- Hvis jeg ikke vinder, så gælder grundloven ikke længere.  Der er ingen, der kan tvinges til at afstå deres jord imod deres vilje, medmindre almenvellet kræver det. Det gjorde det måske, hvis der var tale om tvangssalg til fordel for en vej, en havn eller en jernbane, men ikke en festival, siger han. 

- Jeg har ikke noget ønske om at skade festivalen eller dyrskuet på nogen måde. Men jeg er stålsat på, at det her ikke burde foregå i ordentligt land som Danmark. Vi skal ikke være en bananrepublik, siger han. 

Læs også Omstridt ekspropriation var helt lovlig

Mistede virksomheden og advokater for seks millioner

To tredjedele af Keld Bjergegaards jord blev tvangssolgt i 2012, og siden er det gået ned af bakke med hans havecenter, der i sin storhedstid havde 35 ansatte. 

Jeg er blevet 10 år ældre af denne her sag. Så ja, jeg kunne godt finde på at sælge til kommunen.

Keld Bjergegaard, tidligere ejer af Roskilde Plantemiljø

- Jeg er blevet nødt til at lukke ned. Det skyldtes til dels, at min jord blev tvangssolgt, men også at borgmesteren og kommunaldirektøren har fremstillet mig som en grådig gartner, så de 80 idrætsforeninger, der er i Roskilde, og deres medlemmer ikke længere ville handle hos mig, siger han. 

Han har siden sagen startede brugt godt seks millioner kroner på advokatbistand. Men selv hvis han taber i dag, er han stadig ikke klar til at give op, men vil anke dommen til Landsretten. 

Hvis han til gengæld vinder sagen fredag, får han sin jord igen. 

- Så vil jeg i princippet kunne genskabe havecentret derude, men jeg er blevet 10 år ældre af denne her sag. Så ja, jeg kunne godt finde på at sælge til kommunen, siger han. 

TV 2 Lorry forsøger at få en kommentar fra borgmester i Roskilde Kommune, Joy Mogensen, Socialdemokratiet. Vi følger op på sagen, når dommen er faldet. 

Læs også Ejer af havecenter kræver kæmpe erstatning

Tidslinje i tvangssalgssag

I 1997 købte Keld Bjergegaard havecentret i Roskilde og den omkringliggende jord.
Roskilde Kommune tilbød i 2010 at købe hans jord, men han nægtede at sælge, da han mente, at prisen var for lav. 
I 2012 tvangssolgte kommunen 52.300 kvadratmeter af Keld Bjergegaards grund.
Derefter klagede han lil Natur og Miljøklagenævnet, der endte med at give kommunen medhold. 
Fredag falder dommen, der afgører, hvorvidt det er til gavn for samfundet at ekspropriere jord til festival og idrætsforeninger.