Nordsjællands Politi efterlyser vidner til skudsag i Plejelt

Nu efterlyser Nordsjællands Politi vidner til skyderiet fredag aften i den nordsjællandske landsby Plejelt. En sølvgrå Nissan Micra er omdrejningspunkt i sagen.

Nordsjællands Politi spørger nu offentligheden om hjælp til opklaringsarbejdet omkring den skudsag, der fandt sted fredag aften i Plejelt i Helsingør Kommune. 

Skyderiet fandt sted klokken 17.19, hvor en 29-årig mand blev beskudt af en eller flere ukendte gerningsmænd.

Den 29-årige løb ind på en gårdsplads på Plejeltvej, hvor han stjal en bil, der holdt i tomgang. Bilen tilhørte den ældre kvinde Ulla Thomsen, som var ved at tømme den for dagligvarer.

I bilen var bilejerens hund Oscar, som familien i første omgang frygtede det værste for. 

Men både hund og bil blev lørdag eftermiddag fundet på Hestens Bakke i Helsingør, efter den 29-årige mand via en advokat havde kontaktet politiet med oplysninger om, hvor bilen var efterladt henne. 

Som en del af den videre efterforskning, skal Nordsjællands Politi nu tale med den 29-årige om sagen.

Nordsjællands Politi beder dog også vidner eller andre, som har oplysninger til brug for sagens opklaring, om at henvende sig på telefon 114.

Politiet er særligt interesseret i at høre fra folk, som har set den sølvgrå Nissan Micra, som den 29-årige flygtede i og/eller andre biler eller personer i området omkring gerningstidspunktet.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik