Naturen Nu: Sådan scorer hanbiller hunbiller

06:49

Naturen Nu er i Asserbo Plantage og møder blandt andet den imponerende bille Tømmermand, der ihærdigt forsøger at score en hun.

Fyrretræsskoven gemmer på en forunderlig verden af insektliv lige nu. Naturformidler Philip Hahn-Petersen fra Verdens Skove er sammen med entomolog og naturfotograf Lars Andersen taget til Asserbo Plantage og Melby Overdrev for at se, hvad de kan finde af spændende naturoplevelser. Og det bliver de små insekter, der løber med opmærksomheden.

Ikke mindst en han af billearten Tømmermand, der ihærdigt vogter over en hun og håber på at gøre så stort indtryk, at hun vil parre sig. Men Lars Andersen, der er ekspert i insekter spår ikke denne hanbille mange chancer.

- Det er ikke sikkert, at hun vil, for han er ikke særligt stor. Hun vil hellere have en stor stærk han, siger Lars Andersen.

Hannen af arten Tømmermand har de længste følehorn af alle blandt de danske insekter. De kan blive op til 18 centimeter i spænd. Hannerne støder hovederne sammen og bryder med de store følehorn i kampen om hunnernes gunst.

Læs også Forår i Naturen Nu: Frøer i begejstret parring

Hvis man går en tur i en fyrreskov for at opleve insekter på tæt hold, så er det en god idé at holde øje med døende og udpinte fyrretræer. Sunde træer har ikke samme tiltrækning på insekterne.

- Deres kemiske forsvar er for stærkt for dem. Derimod lidt svampesygdomme og nogle barkbiller, så skal du bare se løjer, så sker der noget, fortæller Lars Andersen.

Naturen Nu er et samarbejde mellem Verdens Skove og TV 2 Lorry. Hver uge tager naturformidler Philip Hahn-Petersen sin smartphone med ud i naturen for at lave en videodagbog om alt det, der sker. Du kan se denne uges dagbog øverst i denne artikel og se alle andre dagbøger her.

 

Læs også Naturen Nu: Kun ét døgn til at leve og knalde i