Møbelfabrik forvandles til boligområde for 500 millioner

Over det næste par år skal Søborg Møbelfabrik i Gladsaxe omdannes til op imod 200 boliger og kontorer.

Søborg Møbelfabrik skal i løbet i de kommende år forvandles til 200 nybyggede familieboliger fordelt på over 19.000 kvadratmeter, oplyser Gladsaxe Kommune.

De nye lejeboliger skal opføres i blokke på fire til otte etager med parkering i stueplan og kælder, og det forventes, at boligerne står klar til indflytning i efteråret 2018.

Ejendomsselskabet Dades investerer mellem 400 og 500 millioner kroner i forvandlingen, og selskabet vil bevare 1.600 kvadratmeter i møbelfabrikkens hovedbygning til erhverv. 

- Mange af dem, der flytter fra København, flytter til Gladsaxe, men her er mangel på gode familieboliger, og møbelfabrikken ligger meget tæt på en af de kommende letbanestationer, siger administrerende direktør Boris Nørgaard Kjeldsen fra Dades.

Han mener, at udlejningen af boligerne vil blive styrket af den kommende letbane, der får 27 stationer fra Lyngby i nord til Ishøj i syd.

Boligprojektet er udviklet af erhvervsmæglerfirmaet Lintrup & Norgart og arkitektfirmaet Sweco Architects.

- Byggeriet får fokus på gode familieboliger i varierende størrelse med robuste materialer, og hovedbygningen bliver bevaret som et minde om en vigtig industriperiode i Gladsaxe, siger seniorpartner Jørgen Beider fra Sweco Architects. 

På rådhuset i Gladsaxe glæder borgmester Karin Søjberg Holst sig over projektet, og kommunen er i gang med at udarbejde en lokalplan, som senere skal i høring.

- Projektet falder godt i tråd med byrådets vision for Gladsaxe Ringby, der skal omdanne det gamle Gladsaxe Erhvervskvarter til et mangfoldigt, attraktivt byområde (...) Jeg er glad for, at endnu et spændende projekt er på vej, og at vores arbejde med at etablere letbanen langs Ring 3 igen viser sig at være et afgørende element i byudviklingen, siger den socialdemokratiske borgmester.

Søborg Møbelfabrik blev sat til salg for godt et par år siden, fordi fjerde generation i Søborg Møbler vil rykke ud af bygningerne, der er fra 1930’erne og ikke passer til dagens produktion.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik