Millionunderskud hos affaldsgigant

Foto: Bax Lindhardt

Pengene fosser ud af kassen i RenoNorden, der henter affald i store dele af hovedstadsområdet.

Den norske renovationskæmpe RenoNorden, der er ansvarlig for affaldshåndteringen i halvdelen af kommunerne i TV 2 Lorrys sendeområde har tabt et svimlende millionbeløb i det forgangne år.

Det viser selskabets årsregnskab for 2016 ifølge Frederiksborg Amts Avis. 

I alt 335 millioner danske kroner løber underskuddet op i, efter selskabet ad flere omgange har måttet nedjustere forventningerne, blandt andet fordi det ikke tjener nok på de renovationskontrakter, det har indgået med blandt andet de danske kommuner.

- De har så at sige købt sig til vækst, der viste sig at være mindre profitabel, end det, man oprindeligt meldte ud, siger Per Hansen, der har fulgt aktien som investeringsøkonom hos Nordnet.

Med det, vi ved i dag, er, at det realistisk at antage, at den store ordrebeholdning, RenoNorden har, er vundet på basis af, at man har underbudt eksisterende operatører

Per Hansen, investeringsøkonom, Nordnet

Er vokset ved at byde under andre

- Med det, vi ved i dag, er, at det realistisk at antage, at den store ordrebeholdning, RenoNorden har, er vundet på basis af, at man har underbudt eksisterende operatører, siger han.

Regningen er i første omgang landet hos investorerne, der for få måneder siden blev bedt om at skyde yderligere godt 300 millioner danske kroner i selskabet og samtidig måtte se aktiekursen falde med 90 procent til 0,80 norske kroner pr. aktie. Men det kan ikke udelukkes, at kommunerne i fremtiden vil blive indirekte ramt af milliontabet.

Læs også Unge skal bekæmpe affaldsdynger

Urealistiske kontrakter

- At man har underbudt operatørerne betyder ikke kun, at selskabet tjener færre penge. Det betyder også, at man har vundet kontrakterne på urealistiske forudsætninger. Det vil sige, at RenoNorden måske har troet på, at når kontrakterne udløber, vil en betydelig del af kommunerne alligevel forlænge dem, fordi de kender selskabet i krogene - og så vil selskabet kunne tage en højere pris næste gang, det sendes i udbud.

Det har ikke været muligt for avisen at få en kommentar fra RenoNorden.

Læs også Tusinder af sommerhus-ejere skal sortere madaffald