Menighedsråd for halv kraft får konsekvenser for sognelivet

ARKIVBILLEDE: Enghave Kirke Foto: Niels Ahlmann Olesen / Scanpix

I dag afholdes der menighedsrådsvalg i hele Danmark. Men det er langt fra i alle sogne, at der er kandidater nok til overhovedet at stille et menighedsråd.

Sognegårdene i mange små sogne summer i dag af liv.

I dag afvikles det landsdækkende menighedsrådsvalg, hvor nye kandidater nogle steder står på spring efter en taburet i den lokale folkekirkes motorrum.

Det er dog ikke alle steder, at kirkemotoren kan se frem til at køre på højt blus de næste fire år.

Sådan ser fremtiden hvert fald ud for 12 sogne i Helsingør Stift. 

Her mangler der ganske enkelt kandidater nok til, at sognet kan opstille et helt menighedsråd.

Læs også Menighedsråd: Kortere valgperiode skal give nye medlemmer

Manglen på kandiater i et sogn kan have forskellige konsekvenser for det lokale menighedsråd, oplyser Jørgen Kroer, der er specialkonsulent i Kirkeministeriet.

- Et scenarie er, at menighedsråd slår sig sammen og bestrider flere sogne. Et andet scenarie er, at provstiet overtager opgaverne i stedet for et menighedsråd, siger Jørgen Kroer.

Der er dog også en tredje mulighed, som omhandler et opfølgende valg i sognet.

- På de lister, hvor der ikke er opstillet nok til et fuldtalligt menighedsråd, så er det op til biskoppen at beslutte, om der skal udskrives et opfølgende valg, siger specialkonsulenten fra Kirkeministeriet. 

Læs også Menighedsrådsvalg: Stemmer du den 8. november?

Fælles for de tre scenarier er, at den daglige drift og de opgaver, som menighedsrådet varetager, fortsat vil blive udført.

Til gengæld kan det mærkes for de brugere, som er tilknyttet en folkekirke, hvor menighedsrådet enten er amputeret, sammenlagt eller helt forsvundet.

Man kan sagtens forestille sig, at der sker mindre i sognet, hvis der er et lille menighedsråd eller en sammenlægning

Simon Ankjær Andersen, pressekonsulent Kirkeministeriet

- Man kan sagtens forestille sig, at der sker mindre i sognet, hvis der er et lille menighedsråd eller en sammenlægning, siger pressekonsulent i Kirkeministeriet, Simon Ankjær Andersen, til TV 2 Lorry.

Den konsekvens kommer folkekirkebrugere i både Gilleleje, Helsingør, Lynge og Jægerspris til at mærke, når menighedsrådsvalget i morgen er overstået.

Ifølge Simon Ankjær Andersen vil det særligt være arrangementer, som ikke omhandler søndagens højmesse i folkekirken, der bliver påvirket.

- Det, du vil opleve, er, at der ikke sker ret meget, siger pressekonsulenten.