For meget slik og cola: Nu skal 100 børnefamilier i sukkerafvænning

DTU Fødevareinstituttet har udpeget Hvidovre Kommune til et stort forskningsprojekt, der har til formål at mindske børnefamiliers indtag af sukker.

Når vi rigtig skal råhygge med familien, så kommer der ofte slik, sodavand og kage på bordet. Men undersøgelser viser, at indtaget af sukker hos danske børn er alt for højt.

Børnene spiser og drikker nemlig op til fem gange så mange søde sager og søde drikke, som der er plads til i en sund kost.

quote Forældrene tror faktisk, at de må give deres børn mere sukker, end hvad man egentlig må

Susan Bjerregaard, direktør for Børn & Velfærd, Hvidovre Kommune

Og især i weekenden bliver der lukket ekstra meget op for slikposen, for her er indtaget steget med 25 procent siden 2005.

Det skal der nu gøres noget ved.

DTU Fødevareinstituttet lancerer derfor et nyt forskningsprojekt i samarbejde med Hvidovre Kommune, der skal køre i tre år. Projektet hedder "Er du for sød?"

Vil mindske sukkerforbrug med 25 procent

Formålet er at udvikle nye metoder og materialer, der kan hjælpe børnefamilier til en sundere hverdag, og helt konkret vil man forsøge at mindske sukkerindtaget med mindst 25 procent for 100 børnefamilier i Hvidovre.

- Når man spørger forældrene, så tror de faktisk, at de må give deres børn mere sukker, end hvad man egentlig må i forhold til børnenes sundhed, siger Susan Bjerregaard, der er direktør for Børn & Velfærd i Hvidovre Kommune.

Susan Bjerregaard ser frem til forskningsprojektets start til næste år, når de 100 børnefamilier er blevet udvalgt. Udvælgelsen sker blandt de nystartede skolebørn i 2020, hvor omtrent 600 børn starter i børnehaveklassen.

FAKTA OM SUKKER OG SØDE SAGER

  • Børn og unge i Danmark indtager op til fem gange så mange søde sager og søde drikke, som der er plads til i en sund kost.
  • Danmark er det land i verden, hvor befolkningen køber mest slik. Hver dansker køber årligt 6,6 kilo. Når indkøb af chokolade lægges oveni, kommer hver dansker i gennemsnit op på 12,3 kilo slik og chokolade om året.
  • I perioden fra 2012 til 2018 er salget af sodavand steget med 24 procent til ca. 87 liter årligt for hver eneste dansker.
  • Børn og unges indtag af slik og chokolade i weekenden er steget med op til 25 procent i perioden 2005-2013.

 

Kilde: DTU Fødevareinstituttet

- Til den tid vil alle blive tilbudt at blive en del af projektet, for vi skal faktisk bruge 200 børnefamilier. Vi skal have 100 børnefamilier med i forsøget, men derudover skal vi også bruge 100 børnefamilier, som skal være i en kontrolgruppe, forklarer Susan Bjerregaard.

Tæt samarbejde med tandplejen

Forventningen hos Hvidovre Kommune er at man kan være med til at udvikle materiale, som vil gøre det enklere for forældre at opnå vigtig viden om, hvor meget sukker, man egentlig må give til sine børn.

Og det skal ske i tæt samarbejde med kommunens sundhedspleje og tandpleje, som får en central rolle i det treårige projekt, hvor de følger testfamilierne.

- Vi er gået med på det her af to grunde. Vi har en sundhedspleje og en tandpleje, der i mange år har arbejdet med forebyggelse og børns sundhed. Og så er det meget interessant, at man gerne vil finde nemme og gode veje til at give mere viden og støtte til børnefamilierne. Derfor vil vi gerne være en del af det, siger Susan Bjerregaard.

Men hvorfor lige Hvidovre Kommune?

- Hvidovre er en kommune, der er bredt sammensat med mange forskellige borgergrupper, så i det her forskningsprojekt får man mulighed for at prøve det af på mange forskellige slags familier. Og så er det fordi, vi er en kommune, der er interesseret i at gå ind i den her form for forebyggende projekter, siger Susan Bjerregaard.

Projektet er støttet af Nordea-fonden, og hvis det viser sig at give effekt, er det tanken, at projektet kan udbredes til alle landets kommuner.

Som en del af "Er du for sød?"-projektet er der oprettet en hjemmeside, hvor familier kan teste, hvor meget sukker deres børn indtager. Find testen her.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik