Marienlyst barrikaderer sig mod Urd

Foto: Strand- og Badehotel Marienlyst

Hotellet i Helsingør har i den grad oprustet til vandkrig, hvis stormen Urd kaster en stormflod ind over bygningerne.

- Hele hotellet er gennemrenoveret, siden det blev ødelagt i 2013, så alle ville være grædefærdige, hvis det skulle ske igen, siger Bodil Sø fra Strand- & Badehotel Marienlyst. 

Ødelagt én gang før

Ødelæggelsen skete d. 5. december 2013, da stormen Bodil rasede og fik en stormflod til at skylle ind over hotellet og efterlade det med sten, 60 centimenter sand og millioner liter vand indendørs. 

- Alle frygter jo, at det skal gentage sig. Det var en kæmpe katastrofe for hele hotellet. Og derfor er der meget på spil, fortæller Bodil Sø. 

Læs også Stormen Urd nærmer sig: Sådan forbereder du dig

Det må ikke ske igen

Da stormvarslen lød denne weekend, var folkene bag hotellet derfor hurtige til at reagere.

Nu står der en barrikade af containere fyldt med grus parat til at stoppe vandet. Ligesom der er sat træplader op foran vinduerne.

Billedet ovenfor er fra i formiddags, hvor "muren" stod klar.

- Kønt er det ikke, men hvis det kan redde hotellet fra vandmasserne, så er det dét værd, siger Bodil Sø. 

Hun fortæller, at de har søgt om kystsikring, men ansøgningen ligger stadig til behandling i Kystdirektoratet. Derfor valgte de altså selv at opruste til vandkrigen. 

- Vi håber, at den alternative kystsikring er nok til at redde os denne gang, siger hun.

Læs også Vikingeskibsmuseet i højeste beredskab