Maner til besindighed: Bycykler kører videre trods konkurs

Driften af bycyklerne kommer ikke til at blive berørt af konkursen, forsikrer fonden bag.

København og Frederiksberg kommer ikke til at sætte penge til grundet konkursen i Gobike, siger fondsformand. Radikale kræver en redegørelse.

Selv om firmaet bag de i alt 1.860 bycykler i København og på Frederiksberg tirsdag er gået konkurs, får det ingen konsekvenser – hverken for brugerne eller for skatteyderne.

-  Cyklerne skal nok køre videre, og det kommer ikke til at koste kommunerne flere penge. De er gradvist ved at udvikle sig til en ret stor succes, siger formand for By- og Pendlercykel Fonden, Nikolaj Bøgh, til TV 2 Lorry.

Han er også er konservativt medlem af Frederiksberg Kommunalbestyrelse, og har ingen grund til at være andet end optimistisk på bycyklernes vegne.

- Der er ingen problemer i selve projektet. Der har været problemer i Gobike, der har været så forgældet, at man ikke har haft penge til at få den daglige drift til at løbe rundt, siger han.

00:28

Kort nyt.

Luk video

Læs også Konkurs: Firma bag bycykler i København punkteres

Radikale: Kaotisk forløb

Men på Københavns Rådhus er teknik- og miljøordfører for Radikale Venstre, Mette Annelie Rasmussen, noget mere bekymret.

- Det har været et kaotisk forløb. Det har det været stort set lige siden, et flertal på rådhuset stemte for, at det var den her model, vi skulle have. Nu står vi sted, hvor det er svært at se hvilken vej vi egentlig skal gå. Det er en rodeforretning, siger hun til TV 2 Lorry.

Hun efterspørger, at miljø- og teknikborgmester Morten Kabell, Enhedslisten, hurtigst muligt kommer på banen i sagen.  

- Vi er nødt til at bede borgmesteren om en fyldestgørende redegørelse, der viser hvad der skal ske nu. Er der bycykler eller er der ikke bycykler? Har københavnerne mistet nogle penge, eller er konstruktionen så stærk, at vi ikke har mistet en krone? Jeg forstår godt, hvis københavnerne er forvirrede, for det er ugennemsigtigt, hvilke konsekvenser, konkursen får, siger hun.

Hvis Mette Annelie Rasmussen har læst de mange redegørelser, som teknik- og miljøudvalget løbende har fået om situationen med bycyklerne, ville hun vide, at vi netop har sikret os mod tab af skattekroner ved at stille krav om bankgarantier

Morten Kabell, Enhedslisten, teknik- og miljøborgmester, København 

Ingen grund til bekymring

Teknik- og miljøborgmester Morten Kabell skriver i en kommentar til TV 2 Lorry, at bekymringen om tabet af skattekroner er ubegrundet. 

- Hvis Mette Annelie Rasmussen har læst de mange redegørelser, som teknik- og miljøudvalget løbende har fået om situationen med bycyklerne, ville hun vide, at vi netop har sikret os mod tab af skattekroner ved at stille krav om bankgarantier. Udvalget har så sent som i dag fået en ny orientering, skriver han.

Lignende toner lyder fra Nikolaj Bøgh.

- Der er slet ingen grund til bekymring. Fonden er sat i verden for at sikre, at cyklerne er på gaden og kører i det omfang, skatteborgerne har betalt for. Det arbejder vi på højtryk for, siger han.

Er der nogen risiko for, at kommunerne taber de millioner af kroner, de har brugt på bycyklerne?

- Hvis det endelig skulle gå helt galt – og det er der altså intet, der tyder på – er der stillet bankgarantier for de penge, kommunerne har skudt i projektet. De garantier bliver udløst i tilfælde af, at Bikeshare skulle gå konkurs. Så vil kommunerne simpelthen få pengene tilbage, siger Nikolaj Bøgh.

Sidste år blev der kørt mere end 3,6 millioner kilometer på bycyklerne – fordelt på 933.642 ture.