Mand skød sin kammerat i maven: Troede ikke geværet var ladt

Foto: Niels Meilvang / Scanpix

En mand fra Køge troede ikke luftgeværet var ladt, da han skød sin kammerat i maven. Politiet vurderer nu sagen.

Der måtte en operation til efter at en 36-årig mand fra Køge var kommet til at skyde sin 44-årige kammerat i maven med et luftgevær. Manden var ikke klar over, at luftgeværet var ladt.

Det skriver Dagbladet Køge.

Køge Sygehus underrettede fredag aften politiet om, at en patient var indbragt efter at være blevet ramt af et hagl. Senere kontaktede den 36-årige gerningsmand også politiet.

Læs også Maskinpistoler og håndgranater strømmer ind i Sverige fra Danmark

- Man skal altid tjekke om et gevær er ladt

Hos politiet understreger man, at man skal være ganske påpasselig med skydevåben. 

- Når man har fat i et skydevåben, skal man altid tjekke, om det er ladt, og det er ligegyldigt, om det er en luftgevær eller en maskinpistol. Det er fuldstændig grundlæggende, når man har med skydevåben at gøre, for så undgår man de her episoder, siger pressetalsmand for Midt- og Vestsjællands Politi, Carsten Andersen, til avisen.

Politiets jurister vil nu vurdere sagen, men det er ikke forventningen at den 36-årige mand vil blive sigtet idet han ikke havde til hensigt at ramme sin kammerat.