Lettelse i Ørestad: Psykisk syge skal ikke bo der alligevel

Det er ikke længere en god idé at samle mange psykisk syge på ét sted, mener socialforvaltningen i København

Beboere i den ene af de tre afdelinger af det omstridte psykiatriske bosted ejet af Københavns Kommune – det tidligere Ringbo i Bagsværd, hvor en ansat blev dræbt for tre år siden – skulle være flyttet til et nybyggeri på Robert Jacobsens Vej i Ørestad på Amager.

Men flytningen af sindslidende med misbrugsproblemer nu opgivet. Det skriver Politiken.

quote Socialforvaltningen har valgt at lytte til den kritik, der kom fra lokalområdet

Jan Jensen, borgercenterchef

Beboerne, som ud over psykiatrisk sygdom også kæmper med misbrug, skal i stedet spredes på et par mindre bosteder, men det er endnu ikke afgjort hvor.

Ikke længere en god idé

Københavns Kommune angiver som årsag, at naboerne i Ørestad har været utrygge ved at skulle bo dør om dør med 50 meget psykisk syge personer med misbrugsproblemer.

Og til Politiken skriver borgercenterchef Jan Jensen fra socialforvaltningen i et skriftligt svar til avisen, at det ikke længere er en god idé at have så mange mennesker med sindslidelse og misbrug på samme institution, som der var lagt op til på den nye boinstitution på Amager

- Det har i en årrække været planen, at bostedet skulle flytte til Amager, men socialforvaltningen har valgt at lytte til den kritik, der kom fra lokalområdet. Der blev udtrykt bekymring for naboskabet til borgere med sindslidelser og misbrug, udtaler Jan Jensen

- Vi overvejer nu, om et botilbud til 50 beboere med denne profil i stedet for den planlagte udflytning til Amager bør tilrettelægges i mindre specialiserede enheder. Dermed kan vi i højere grad målrette medarbejdernes kompetencer, lyder det fra borgercenterchefen.

Store problemer på bosted

Efter at en ansat blev knivdræbt af en beboer for tre år siden, er det - trods politiske løfter om det modsatte - ikke blevet meget bedre.

Det fremgår af en rapport fra Socialtilsyn Hovedstaden om en afdeling på bostedet i Birkerød, der tidligere hed Ringbo, at der er brande på værelserne, salg af stoffer, konflikter mellem beboerne og en for ringe behandlingsindsats,

Dertil kommer en enorm personaleflugt, hvor halvdelen af de ansatte er udskiftet på et år, og udbredt sygefravær, samtidig med at hele ledelsen er sivet væk siden 2014 og byttet ud med nye ansigter, skriver Politiken.

- Det er desværre ikke unormalt på åbne bosteder for sindslidende, at der er konflikter imellem beboerne – især når der også er et udbredt misbrug. Medarbejderne gør, hvad de kan, for at konfliktnedtrappe i de situationer, som de ser, men der sker også sammenstød på beboernes private værelser, hvor medarbejderen ikke er til stede. Derfor er medarbejderne også meget optagede af at lære beboerne selv at håndtere konflikter på en ordentlig måde. Vi forventer, at opdelingen i to mindre enheder også vil sænke konfliktniveauet mærkbart, skriver Jan Jensen i sit svar til morgenavisen.

Tavs socialborgmester

TV 2 Lorry har mandag aften forsøgt at få en kommentar fra både socialborgmester Jesper Christensen fra Københavns Kommune og borgercenterchef Jan Jensen fra socialforvaltningen, men ingen af de to har ønsket at stille op til interview.

Jesper Christensen har ellers tidligere udtalt sig om Ringbo-sagen, da han i september 2015 sagde til TV 2 Lorry, at beboerne i Ørestad ikke havde grund til at være nervøse for de kommende naboer fra bostedet.

 


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik