Kunder har kritiseret togstation: Nu vil DSB gøre mere rent

Ekstra rengøring og vagter skal dæmme op for svineri på og omkring Valby Station.

Glasskår, kanyler og madrester.

Ingen af tingene har man lyst til at træde i, når man skal med toget. Men Valby Station har i længere tid været hårdt ramt af mere eller mindre farligt affald - i særdeleshed omkring stationens cykelskur.

quote Kanyler kan let få trygheden til at falde, og det er noget, vi følger op på.

Aske Wieth-Knudsen, DSB

Affaldet giver indtryk af, at nogle enten bor eller opholder sig i længere tid i skuret, og flere kunder har henvendt sig til DSB om situationen.

Nu vil DSB sørge for at skrue op for rengøringen på stationen.

- Vi sætter en ekstra aftenrengøring ind. Der er beskidt, og der har særligt været mange problemer med knust glas. Den nye rengøring om aftenen er en konsekvens af den aktuelle situation, siger Aske Wieth-Knudsen, der chef for Forretningsudvikling i DSB, til TV 2 Lorry.

quote Vi er glade for at få de her kundehenvendelser, og folk skal endelig kontakte os, hvis de oplever, at forholdene ikke er i orden. 

Aske Wieth-Knudsen, DSB

Valby Station er dog ikke et enestående tilfælde. DSB har allerede ansat vagter til at patruljere på flere stationer på S-togsnettet. Ud over Valby får blandt andre Sydhavn og Høje Taastrup Station besøg af vagterne.

- Vi startede med vagterne, fordi kunder fortalte os, at de ikke følte sig trygge. Jeg er ikke glad for, når der er beskidt på vores stationer. Vi måler tryghed på vores stationer, og kanyler kan let få trygheden til at falde, og det er noget, vi følger op på, siger Aske Wieth-Knudsen til TV 2 Lorry.

Han forklarer, at DSB har startet en ny vagtordning, hvor vagter ronderer på de stationer, hvor der er problemer. Det er som oftest stationer centralt i hovedstadsområdet. 

- Vi kan se, at det særligt er stationer tæt på centrum af København. Desto tættere vi kommer på centrum af København, jo flere sager er der, lyder det fra Aske Wieth-Knudsen. 

Han opfordrer folk til at blive ved med at kontakte DSB, hvis de oplever, at en station ikke er ren. 

- Vi er glade for at få de her kundehenvendelser, og folk skal endelig kontakte os, hvis de oplever, at forholdene ikke er i orden. Så skal de bare henvende sig til vores kundecenter. 

Man kan kontakte kundeservice på telefonnummeret 70 13 14 15 eller på DSB's hjemmeside.

DSB kan ikke anholde folk, men har ret til at bede dem om at forlade DSB’s område.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik