Københavns Universitet vil indføre karakterkrav på 6

Kommende studerende på Københavns Universitet skal have et snit på mindst 6 for at blive optaget.

I et forsøg på at hæve niveauet vil Københavns Universitet indføre et karakterkrav på mindst 6 for kommende studerende.

Det skriver Berlingske.

Det er i øjeblikket ikke muligt for universitetet at indføre et sådant krav, men det vil Regeringen lave om på.

Regeringen er sammen med et flertal i Folketinget klar til i slutningen af måneden at fremsætte et lovforslag, der vil gøre det muligt for universiteterne at indføre et minimumskarakterkrav på bacheloruddannelser på kvote 1 - uden at de samtidig skal stille samme krav på kvote 2.

Karakterkravet kan dog tidligst blive indført i 2018. 

Dermed vil Københavns Universitet blive det første af otte universiteter, der indfører et generelt minimumskrav.

Ifølge universitetets prorektor, Lykke Friis, er kravet "nødvendigt, da vi har behov for at løfte kvaliteten," skriver Berlingske.

Var karakterkraver allerede blevet indført sidste år, ville det have påvirket knap 11 procent - eller cirka 850 af de studerende, der blev optaget på Københavns Universitet i sommeren 2015.

35 ud af sidste års 82 bacheloruddannelser havde ingen adgangsbegrænsning eller en adgangskvotient under seks.

Universitetet optog i 2015 cirka 7600 nye studerende, og derudover kom der flere tusinde internationale studerende og kandidatstuderende fra andre universiteter.

Lykke Friis vurderer umiddelbart, at kravet ikke vil betyde, at universitet vil uddanne færre bachelorer.

I stedet vil de studerende, der faktisk bliver optaget, være mere motiverede, og dermed vil frafaldet i løbet af de første tre studieår også være mindre.

- Der vil være nogle, der ikke længere vil kunne komme ind på kvote 1, men er de særligt motiverede, vil de kunne søge gennem kvote 2, siger hun til avisen. 

 

 


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik