Københavns Kommune vil udelukke skattelyfirmaer

Politikerne på Københavns Rådhus vil lave et "skattemærke" til virksomheder. Foto: Ólafur Steinar Gestsson / Scanpix

Erhvervsorganisation ser kritisk på forslag fra Københavns Kommune om at "skattemærke" virksomheder.

Københavns Kommune vil gøre det sværere for selskaber med forbindelser til skattely at vinde udbud fra kommunen.

Det skriver Berlingske Business.

Et flertal i Borgerrepræsentationen stiller efter påske forslag om at indføre et certificeringsmærke på skatteområdet, på samme måde som det kendes med Svanemærket for miljøet.

Hvis virksomheder overholder dansk skattelovgivning, er det svært at se, hvorfor man skal stille yderligere krav til dem.

Louise Høgh, chefkonsulent ved Dansk Erhverv

- Dybest set handler det om, at det virker hyklerisk, at man betaler skat til kommunen, og så investerer vi i firmaer eller foretager køb hos firmaer, som bevidst laver skatteunddragelse, siger sundheds- og omsorgsborgmester Ninna Thomsen (SF) til Berlingske.

Med et årligt budget på 50 milliarder kroner er Københavns Kommune en attraktiv kunde for mange firmaer.

Kommunen har dog mulighed for at sortere firmaer fra, som inden for de seneste to år er dømt for skatteunddragelse.

Samme mulighed gælder ikke for firmaer, som i årevis ikke har betalt skat.

- Det er virksomheder i denne gråzone, som vi gerne vil gøre noget ved, oplyser Ninna Thomsen. 

Læs også Albertslund Kommune går forrest med skattely-politik

Virksomhederne skal være dømt

Men juraen kan komme i vejen. Advokatselskabet Horten har tidligere slået fast, at kommunen kun kan udelukke virksomheder, der er dømt for at have overtrådt skattelovene.

Aggressiv skattetænkning inden for lovens rammer er ikke nok til at diskvalificere et firma.

Albertslund Kommune har dog muligvis fundet en vej rundt om den forhindring. 

Læs også Bankmand sprang i døden - politiet handlede korrekt

Kommunens jurister vurderer, at den nye udbudslov giver mulighed for at stille konkrete krav til virksomheder, om at de skal have en certificering i form af et skattemærke.

Hos Dansk Erhverv giver chefkonsulent Louise Høgh ikke meget for forslaget.

- Hvis virksomheder overholder dansk skattelovgivning, er det svært at se, hvorfor man skal stille yderligere krav til dem, siger hun til Berlingske Business