Københavns kødby får internationalt samlingssted for kunstnere

Med ny bevilling bliver kunstinstitutionen Art Hub Copenhagen i Kødbyen en realitet. Det skal forbedre samtidskunstens vilkår og muligheder.

New York havde The Factory, i Paris flokkedes de omkring Montparnasse, og i København skal Kødbyen fremover fungere som kunstnernes tilholdssted.

Med en større bevilling i ryggen skal lokalerne på Halmtorvet 27 de kommende år agere epicenter for dansk og international samtidskunst.

Art Hub Copenhagen er navnet på kunstinstitutionen, der skal være knudepunkt for kunstnerisk forskning, udvikling og produktion. Det skal forbedre samtidskunstens vilkår og muligheder internationalt, skriver Københavns Kommune i en pressemeddelelse.

- Vi har en lang kunstnerisk tradition i København, men kunsten er presset af idéen om, at alt skal kunne give et økonomisk afkast. Det kan kunst ikke nødvendigvis. Derfor skal vi gøde jorden for, at den kan vokse og blomstre. Det gør vi blandt andet ved at lade Art Hub Copenhagen rykke ind i Kødbyen, siger kultur- og fritidsborgmester Franciska Rosenkilde fra Alternativet.

Bikubenfonden har med en større donation på 26 millioner kroner gjort projektet muligt. Samtidig har Københavns Kommune stillet lokalerne på Halmtorvet, der tidligere husede Innovationshuset, gratis til rådighed til kunsthuset.

- I en verden med markante sociale, samfundsmæssige og politiske forandringer er der brug for tanker, ideer og forslag til løsninger, der kommer andre steder fra end de etablerede, ofte økonomisk tænkende institutioner. Art Hub Copenhagen er sat i verden for at facilitere og fremme dette nye perspektiv, siger Art Hub Copenhagens bestyrelsesformand, Tine Fischer.

I første omgang skal kunstsamlingsstedet have til huse på Halmtorvet i et år. Herefter vil man beslutte, om projektet bedre kan faciliteres et andet sted. Bikubenfondens bevilling løber i en foreløbig periode på fem år.

Allerede nu har stedet slået tre atelierpladser op for seks måneder, hvor de udvalgte kunstnere skal udforske temaet Life in the Future of Science and Technology, skriver folkene bag Art Hub Copenhagen på hjemmesiden.

Nyt samlingssted for kunst

  • Kultur- og Fritidsudvalget besluttede at stille lokaler på Halmtorvet 27 i Kødbyen gratis til rådighed, så der kan skabes et nyt hus for københavnske og udenlandske kunstnere.
  • Adressen husede tidligere Innovationshuset. Det blev lukket i Københavns Kommunes budget for 2019.
  • Art Hub Copenhagen skal huse arbejds- og udviklingsfaciliteter for danske og internationale kunstnere.
  • Art Hub Copenhagen er en selvstændig forening, som har modtaget en flerårig bevilling fra Bikubenfonden.
  • Art Hub Copenhagen skal i første omgang ligge i Kødbyen på Halmtorvet 27 i ét år, før det skal vurderes, om institutionen har brug for større rammer.

Kilde: Københavns Kommune


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik