København er flere gange blevet udråbt til verdens bedste by - senest af et britisk designmagasin, der fremhævede de mange gourmet -og kulturoplevelser i hovedstaden.
Men blandt danskerne er københavnerne langt fra dem, der er gladest for tilværelsen, skriver Politiken.dk.
42.500 danskere er blevet spurgt, hvor tilfredse de er med deres liv for tiden - på en skala for 0 til 10 - og med en gennemsnitlig scorer på 7,4 ud af 10 indtager Københavnerne altså en bundplacering sammenlignet med de 37 andre kommuner.
Så glade er borgerne i Lorrys område
(Gennemsnitsscore 0 - 10)
Rudersdal 7,7
Greve 7,7
Roskilde 7,5
Ishøj 7,5
København 7,4
(Kilde: Danmarks Statistik)
Også på en række andre parametre har københavnerne en bundplacering.
Københavnerne er den gruppe, der er mindst glade for deres arbejde. Men de er også dem, der er mest utilfredse med deres familieliv, bliver skilt oftest (20,8 par ud af 1.000 bliver skilt i København), og bor på færrest kvadratmeter (40,4 kvadratmeter pr. person)
Det er Danmarks Statistik, der har lavet den omfattende undersøgelse, som også viser, at de gladeste mennesker befinder sig i Ringkøbing-Skjern Kommune.
Der er virkelig godt at bo og leve i Ringkøbing-Skjern Kommune
Her erklærer borgmesteren sig mere end almindeligt godt tilfreds med undersøgelsens resultater i en pressemeddelelse.
- Undersøgelsen bekræfter det, vi gerne vil have hele Danmark til at vide: Der er virkelig godt at bo og leve i Ringkøbing-Skjern Kommune, lyder det fra borgmesteren Iver Enevoldsen.