Kemiskandale i Fredensborg: Flere tusinde tønder dumpet

Mindst fire steder i Fredensborg er der blevet dumpet ti års affald fra kemifabrikken Lars Foss Kemi. Tønderne blev dumpet fra midt-tresserne til 1974.

Både naboer, ansatte og tidligere chauffører har været vidne til massiv dumping af giftigt kemikalieaffald for mere end 50 år siden.

Ifølge programmet Efterforskerne på DRs radiokanal P1 har flere af disse vidner henvendt sig og fortalt om i alt fire forskellige steder rundt om Fredensborg, hvor tønder og dunke med giftigt affald fra kemifabrikken Lars Foss Kemi er blevet dumpet.

quote Jeg var med til at smide lortet af nede i en mose. Det sagde bare plup! Og så var de væk

Laurids Sørensen, tidl. chauffør, Lars Foss Kemi

De giftige tønder og dunke blev primært smidt i lokale moser, tømt eller gravet ned.

- Jeg var med til at smide lortet af nede i en mose. Det sagde bare plup! Og så var de væk, fortæller den tidligere chauffør for Lars Foss Kemi,  Laurids Sørensen, til Efterforskerne på P1.

Ifølge radioprogrammet lyder et konservativt skøn på antallet af tønder og dunke, der er blevet dumpet eller tømt for indhold på 3.000 styk.

Tallet har DR opgjort ved at sammeholde oplysninger fra fem forskellige kilder, der enten selv har kørt med tønder, eller har set læs med tønder fra kemifabrikken blive dumpet.

Men måske er det reelle tal langt højere, skriver DR. 

Overfor DR beretter tre kilder uafhængigt af hindanden, at en blå traktor med anhængertræk kørte giftaffald ud til tre forskellige destinationer, uge efter uge.

En af dem, der kørte traktoren, hedder Ørn Simonsen. Selv var han chauffør for kemifabrikken Lars Foss Kemi i 1974.

- Jeg har været med til at læsse og så køre på lossepladsen med det. Vi dumpede tromlerne, som de var. De blev bare trillet ned, og så lå de der, siger han til P1.

quote Nogle gange var der lim i og nogle gange noget, vi kaldte S9. Det var fandme noget, man blev så svimmel af, når man lugtede til det

Laurids Sørensen, tidl. chauffør, Lars Foss Kemi

Laurids Sørensen, der ligeledes var chauffør for kemifabrikken, fortæller til mediet, at han kørte alt affald fra fabrikken direkte ud i en mose i 60'erne.

- Det var tønder, små spande og alt muligt. Nogle gange var der lim i og nogle gange noget, vi kaldte S9. Det var fandme noget, man blev så svimmel af, når man lugtede til det, fortæller han til Efterforskerne på P1. 

Grundvandet i fare

Flere af kilderne siger til P1, at der var tale om klorerede opløsningsmidler, der blev dumpet. Ørn Simonsen fortæller, at det konkrete opløsningsmiddel hed trichlorethylen.

Den slags blev særligt brugt i 60'erne og 70'erne, hvor kemiindustrien brugte opløsningsmidlerne og særligt trichlorethylen til at rense industrimaskiner og til produktion af lim.

Ifølge DR bruges den slags stoffer markant mindre i dag, men efterdønningerne af de stoffer, som blev udledt for mange år siden, har spredt sig til grundvandet og medført lukning af flere drikkevandsboringer rundt omkring i landet.

quote Trichlorethylen er formodet kræftfremkaldende, og det kan omdannes til for eksempel vinylchlorid, som er et kræftfremkaldende stof

Poul Løgstrup Bjerg, professor v. DTU

- Trichlorethylen er formodet kræftfremkaldende, og det kan omdannes til for eksempel vinylchlorid, som er et kræftfremkaldende stof. Så der er meget lave grænseværdier i grundvand og jord for de her stoffer, siger professor ved DTU, Poul Løgstrup Bjerg, til P1.

Poul Løgstrup Bjerg har speciale i forurening af jord og grundvand, og forklarer til radioprogrammet, at trichlorethylen og klorerede opløsningsmidler efter pesticider er den største kilde til forurenet drikkevand i Danmark.

Opløsningmidlerne er nemlig meget vandopløselige, så risikoen for høje koncentrationer over grænseværdierne er stor.

- Derfor vil man ikke have dem, og man vil typisk lukke en drikkevandsboring, hvis der er klorede opløsningsmidler i boringen, siger professoren til P1.

Hvis tønderne er lukket forsvarligt og er dumpet i mosehuller, så kan der dog være for lidt ilt til stede til, at de kan ruste. Hvis det er tilfældet, kan nedsivningen være forhindret. 

Region Hovedstaden: Kemiproblem i Fredensborg er kendt

Ifølge enhedschef i Region Hovedstadens center for grundvand, John Flyvbjerg, er det kendt, at kemiaffaldet fra Lars Foss Kemi er blevet spredt i et område omkring Fredensborg.

Men omfanget og indholdet af tønderne kan være nyttig information for regionen, mener han. Kastanjevej i Fredensborg, som er et af de steder, hvor der er blevet dumpet kemikalieaffald, er eksempelvis ikke blevet undersøgt.

- Amtet foretog en undersøgelse af forurening på grunden i 1998. Men når man ser på den undersøgelse, så kunne vi godt tænke os, at der var undersøgt for klorerede opløsningsmidler. Så det er noget, vi vil tage op igen på det sted, fortæller han til P1 Efterforskerne.

quote Hele det her område omkring Fredensborg og Humlebæk er nogle grundvandsområder, som vi prioriterer højt

John Flyvbjerg, enhedschef, Reg. H's center for grundvand

Regionen er allerede igang med undersøgelser og tests af grundvandet ved Kejserdal og Højsager, hvor der også ligger kemikalieaffald. Her viser testene, at der er ikke er sket en nedsivning.

John Flyvbjerg oplyser til DR, at der i hvert enkelt tilfælde skal afvejes, om risikoen for nedsivning i det pågældende område er for stor.

Indtil videre tyder målingerne dog på, at sandsynligheden for, at grundvandet er forurenet, er meget lille.

- Hele det her område omkring Fredensborg og Humlebæk er nogle grundvandsområder, som vi prioriterer højt, og som vi investerer en del resurser i at gøre noget ved de kraftigste forureninger. Fordi der er værdifuldt grundvand i området, siger John Flyvbjerg til P1 Efterforskerne.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik