Afsløring: Jobcenter renoveres af udenlandsk arbejdskraft

Lige nu går håndværkere fra Litauen rundt og bygger på Farum Jobcenter. 3F truer med blokade og demonstration.

- Et jobcenter bygges af udenlandsk arbejdskraft. Det er da et paradoks af dimensioner. Det er ironi på et helt nyt plan, at den arbejdsløse maler kan sidde inde i jobcentret, mens der udenfor går arbejdskraft rundt fra Litauen og laver hans arbejde. Det er altså ikke skide godt. 

Sådan lyder kritikken fra faglig sekretær i fagforeningen 3F Rasmus Kreutzmann til TV 2 Lorry. 

Han har både været i kontakt med Furesø Kommune og bygherren Stensdal Group. 

Fagforeningen kontrollerer nemlig regelmæssigt arbejdspladser for at se, om de gældende overenskomstaftaler overholdes.  Og her er man stødt på arbejdere fra Stensdal Group - både i februar, hvor litauere udførte et byggeri for ATP, og nu i Farum, hvor de renoverer jobcentret. 

- Vores mål er ikke at starte en konflikt, men vi vil gerne have overenskomstdækket den litaunske virksomhed. Problemet er, at de ikke vil tale med os, forklarer Rasmus Kreutzmann til TV 2 Lorry. 

quote Når vi tidligere har talt med litauske håndværkere, så ligger lønnen cirka på 60 til 70 kroner i timen

Rasmus Kreutzmann, 3F

Hvis ikke kommunen inden få dage har fundet en løsning, vil 3F få stoppet alle leverancer til byggepladsen og trække de håndværkere, som er organiserede, bebuder han. 

Men kan I være sikre på, at virksomheden ikke overholder de danske overenskomster?
Det, vi kan være sikre på, er, at de ikke vil indgå en overenskomstaftale med os. Vi har talt med folk fra virksomheden, og der forelægger ingen dokumentation for arbejdernes løn. Vi ved, at de arbejder i mange timer, og når vi tidligere har talt med litauske håndværkere, så ligger lønnen cirka på 60 til 70 kroner i timen. 

Kommune prøver at finde en løsning

Af en pressemeddelelse fra Furesø Kommune fremgår det, at man er opmærksom på problematikken. 

“For Furesø Kommune er det uacceptabelt, at et lejemål, som vi skal overtage, istandsættes af en virksomhed, der ikke kan garantere sædvanlige løn- og arbejdsvilkår. Den garanti må vi have. Derfor har vi valgt at gå intensivt ind i løsningen mellem 3F og entreprenøren”, siger kommunaldirektør Cristine Brochdorf heri. 

Sagen er den, at bygningen ejes privat og blot stilles til rådighed for kommunen. 

TV 2 Lorry har været i kontakt med kommunaldirektøren, der bekræfter, at kommunen har kontaktet alle parter og håber på en løsning snarest muligt. 


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik