Jens' søn kaldt for 'abe' - så fandt han mobberne på Facebook

Jens eftersøgte tre drenge, som mobbede hans søn, på Facebook. Det gav pote og førte til en stor undskyldning.

”Din lille sorte abe, fuck hjem, hvor du hører til og spis bananer, din lille abe.” Sådan råbte tre drenge efter Jens Lunns 10-årige søn, der er adopteret, da han kom trækkende med sin cykel i Virum. 

Mødet med de tre drenge gjorde 10-årige Carl Johan meget ked af det, fortæller hans far Jens Lunn til TV 2 Lorry. Efter store overvejelser skrev han fredag en opdatering på Facebook om episoden. 

"Carl Johan kom hjem og fortalte os om oplevelsen og var ked af det, hvilket de fleste helt sikkert kan forstå. Når jeg deler historien på nettet, er det for at appellere til alle forældre om at tage dialogen med deres børn omkring, hvor skadeligt racisme er," skriver Jens Lunn. 

quote Jeg betragter ikke børnene som onde. Vi har allesammen sagt nogle dumme ting, men vi skal huske at passe på hinanden.

Jens Lunn

Han uddyber, at han gerne vil finde frem til drengene og møde dem for at tale om, hvad deres udtalelse har gjort ved den 10-årige dreng. 

Og det lykkes at finde frem til drengene ved hjælp af opslaget på Facebook, som har fået over 2.000 delinger. 

- Vi fik en god og konstruktiv snak med drengene og deres forældre. De gav Carl Johan hånden og sagde undskyld, siger Jens Lunn. 

Han er glad for at opslaget førte til dialog, men trist over, at det overhovedet kan ske i Danmark anno 2017. 

- Det er rigtig, rigtig trist. Jeg betragter ikke børnene som onde. Vi har allesammen sagt nogle dumme ting, men vi skal huske at passe på hinanden, siger Jens Lunn til TV 2 Lorry. ​

10-årige Carl Johan har det ok, og forældrene har talt meget med ham om episoden. 

- Han har jo fået et stort hug, men er okay nu. Men jeg ved jo ikke, om der gemmer sig noget inde i ham, siger faderen. 


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik