Ingen undskyldninger: Nu bruger Bjarne også MobilePay

Hus Forbi har nu givet sælgerne et kontantkort, så du kan betale aviserne med mobilen.

De 2600 hjemløse, som hver dag sælger bladet Hus Forbi på gader, pladser, foran supermarkeder og stationer, er nu hoppet ind i den digitale tidsalder. 

Det er nemlig blevet muligt at betale med Danske Banks mobilbetalingsløsning MobilePay, så det er ikke længere en undskyldning ikke at have mønter på sig, hvis man går forbi en sælger. 

- Det er en god ide på det konkrete plan, fordi sælgerne har brug for at sælge aviser, og de oplever i stigende grad, at kunderne ikke har kontanter, forklarer sekretariatsleder Rasmus Wexøe Kristensen til TV 2 Lorry. 

- Sådan et projekt her er også med til at sætte fokus på, at disse mennesker her oftest bliver efterladt i takt med at flere ting i velfærdssamfundet bliver digitale, siger han.

 

Sælgerne har fået et betalingskort

Sælgeren Bjarne Whilmand, som TV  2 Lorry gik med på gaden, er da heller ikke ubetinget glad for den nye løsning. Han kan bedst lide de kolde kontanter, som han får i hænderne med det samme. 

- Men jeg kan da godt se, at det er en fordel, at man ikke har kontanter på sig længere. Også når man sover på gaden om natten, for der er ikke noget at stjæle nu, siger han. 

De 20 kroner kommer ind på et betalingskort, som sælgeren har fået i samarbejde med Hus Forbi, men indkomsten er først til rådighed dagen efter salget.

Sekretariatsleder Rasmus Wexøe Kristensen forklarer, at man håber, det kan gå hurtigere i fremtiden, men at det indtil videre er den bedste løsning, man har kunnet lave. 

Han medgiver også, at det er en anelse mere omstændigt at hive telefonen op af lommen:

- Selvom vi har gjort os umage, og sammen med Danske Bank har leveret en god løsning, siger han. 


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik