Hvad er det, der er turkis og 18 meter langt?

00:33

Fra på søndag Nordens travleste buslinje, linje 5A, mere rummelig og mere miljøvenlig.

Fremover skal københavnerne vænne sig til en ny bus i gadebilledet. Det sker, når Movias travle buslinje 5A fra på søndag omdøbes til linje 5C.

Men det er ikke kun navnet, der bliver ændret. Bussen har fået et helt nyt design og bliver en del af buskonceptet Cityline.

De nye Linje 5C er 18 meter lang, CO2-neutral og drevet på biogas. Og så er den turkis.

De nye busser er fem meter længere end de nuværende busser, og den normale gule farve er skiftet ud med turkis. Bussen har flere døre, hvor passagerne kan stige både ind og ud. Og man åbner selv dørene ved at trykke på en knap, som man kender det fra S-togene.

Og til forskel fra de nuværende diesel-busser, er de nye ledbusser CO2-neutrale og drevet på biogas, og forurener dermed ikke nær så meget.

- Jeg havde bestilt en siddeplads

Fredag gav Linje 5C en prøvetur, og TV 2 Lorry var taget med sammen med de mange interesserede borgere. Bussen var flere gange stuvende fuld, så der ikke var siddepladser til alle.

Passageren Annie Petersen fik på sin prøvetur lov til at stå op, men det var hun ikke helt tilfreds med.

- Altså, lige nu kører bussen jo fint nok, men nu må vi se, om jeg skal holde bedre fast, når vi kommer ind på Nørrebrogade. Men jeg ville dog gerne have bestilt en siddeplads, siger hun med et glimt i øjet til Lorrys mand på bussen.

Annie Petersen var fredag ude og prøvekøre den nye linje 5C. Hun synes, det er dejligt med en bus, der ikke forurener så meget.

Den nye linje 5C har dog plads til langt flere passagerer i forhold til sin forgænger, som rummede 82 passagerer pr. bus. Nu bliver der plads til 147 personer i bussen.

- Nogle gange tror man motoren er gået ud

Buschauffør John Jørgensen ser frem til, at han fremover skal køre i de nye busser.

- Den er nemmere at køre med end andre busser, fordi den ikke slår ud med bagenden. Jeg synes, man kan sammenligne det med at køre en privatbil med trailer på. Og så kan man slet ikke høre motoren. Nogle gange tror man, den er gået ud, men når man så kigger på omdrejningsmåleren, så kan man se, at der stadig er gang i den, siger han.

John Jørgensen er buschauffør på LInje 5C

Med linje 5C vil man kunne komme direkte til Herlev Hospital fra Københavns Lufthavn uden skift. Ifølge Movia får man væsentlig kortere rejsetid, og der bliver forbindelse til den planlagte letbane i Ring 3. Stoppestederne langs 5Cs rute bliver også opgraderet med nye læskærme og trafikinformation i realtid.

Desuden kører 5C hele døgnet.  I dagtimerne bliver det med 6-8 afgange i timen.

På dele af ruten kører Cityline også i sit eget spor, så busserne kan komme hurtigt gennem trafikken og forbi bilkøerne.

I Herlev Kommune byder man Linje 5C meget velkommen.

- Herlev Kommune er i rivende udvikling. Vi bliver flere borgere, og der investeres milliarder i bl.a. udbygning af Herlev Bymidte og Herlev Hospital. Den nye buslinje bliver uden tvivl et aktiv for kommunens borgere, erhvervsliv og ikke mindst Herlev Hospital, kommunens største arbejdsplads, hvor bussen får endestation, siger Thomas Gyldal Petersen, borgmester i Herlev og formand for Movias bestyrelse.

Fakta om Linje 5

  • 5A er Nordens travleste buslinje med ca. 20 mio. årlige passagerer. Med lanceringen af linje 5C forventes en passagervækst på 5 pct. svarende til ca. 1 mio. passagerer årligt. Til sammenligning havde Københavns Lufthavn 29 mio. passagerer i 2016.
     
  • Linje 5C forlænges fra Husum Torv til Herlev Hospital, og man vil derfor kunne komme direkte til Herlev Hospital fra Københavns Lufthavn uden skift. Linje 5C får også forbindelse til den kommende letbane i Ring 3.
     
  • De nye 5C-busser har en række miljøfordele. Busserne kører CO2-neutralt på biogas og mindsker samtidig den lokale luftforurening i Herlev, København og Taarnby. Udover at være CO2-neutrale i drift udleder de nye busser 72 pct. mindre NOx og har 33 pct. mindre udledning af partikler end de nuværende busser på linje 5A.
     
  • Cityline på 5C er bestilt og betalt af Herlev Kommune, Københavns Kommune og Tårnby Kommune. Kommunerne har samtidig investeret i at opgradere stoppestederne med nye læskærme og digital trafikinformation. Derudover har kommunerne investeret i flere større anlægsprojekter, som f.eks. endestationen ved Herlev Hospital, og på at skabe bedre fremkommelighed på Frederikssundsvej.
     
  • Der er samlet investeret 185 mio. kr. i 5C.
     
  • 5C er den første BRT-lignende buslinje i Danmark. BRT står for Bus Rapid Transit og er et internationalt buskoncept, som kendes fra europæiske storbyer som Paris og Barcelona.
     
  • Cityline er Movias BRT-koncept, som byder på mere plads, renere miljø og nemmere rejse for de godt 20 mio. årlige passagerer på linje 5C.
Kilde: Movia