Her får de ældre mindst hjemmehjælp

Foto: Tommy Kofoed - Scanpix

Glostrup er den kommune i hele landet, hvor ældre får færrest timer hjemmehjælp om året. Hver ældre får lige over en halv time om ugen.

Der er en verden til forskel på omfanget af den hjemmehjælp, de ældre borgere i Holbæk bliver visiteret til og den, de ældre i Glostrup får.

Det viser beregninger, som Jyllands-Posten offentliggør 2. påskedag.

Avisen har regnet på hvor mange visiterede hjemmehjælpstimer hver ældre borger på 80 år og derover får om året i alle landets kommuner, og her indtager Glostrup bundplaceringen med 626 timer pr. 1000 ældre. Det svarer til lidt over en halv time til hver ældre om ugen.

Til sammenligning bliver en ældre borger i Holbæk i gennemsnit visiteret til 2.210 timers hjemmehjælp ugentligt – hvilket svarer til 2,2 timer om ugen.

To tredjedele af de ældre, der modtager hjemmehjælp er over 80 år, viser tal fra Danmarks Statistik. 

Seks millioner timer er væk

En analyse fra Ældre Sagen fra 2015 viser, at der siden 2008 er ’forsvundet’ seks millioner timers hjemmehjælp i kommunerne, ligesom 30.000 færre ældre modtager hjemmehjælp. Men samtidig er antallet af ældre over 65 år vokset med 23 procent.

- Ældre har generelt et bedre helbred end tidligere, men det kan slet ikke forklare det markante fald i hjemmehjælpstimerne. Det er udtryk for en uhyggelig stram visitation i kommunerne, og der er utvivlsomt mange svækkede ældre, der i dag ikke får den hjælp, de har brug for, siger chefkonsulent i Ældre Sagen, Olav Felbo, til Jyllands-Posten. 

Læs også Kommune vil ikke hjælpe 90-årig - men borgerne vil gerne

TV 2 Lorry følger op på sagen med reaktioner på tallene.

Stor forskel på hjemmehjælpen i Lorrys sendeområde

Listen viser hvor mange timers ugentlig hjemmehjælp, en gennemsnitlig borger på 80 år og derover blev visiteret til i 2015.

1. Lejre: 1,49 timer
2. Dragør: 1,49 timer
3. Rudersdal: 1,44 timer
4. Vallensbæk: 1,39 timer
5. Frederiksberg: 1,38 timer
6. Høje-Taastrup: 1,33 timer
7: Ballerup: 1,32 timer
8. Rødovre: 1,32 timer
9. Ishøj: 1,32 timer
10. Lyngby-Taarbæk: 1,32 timer
11. København: 1,29 timer
12. Brøndby: 1,26 timer
13. Helsingør: 1,22 timer
14. Hvidovre: 1,22 timer
15.  Gentofte: 1,20 timer
16. Roskilde: 1,17 timer
17. Egedal: 1,16 timer
18. Albertslund: 1,05 timer
19. Solrød: 1,03 timer
20. Køge: 1,02 timer
21.  Frederikssund: 1,00 time
22. Allerød: 0,98 time
23. Greve: 0,95 time
24. Hørsholm: 0,93 time
25. Tårnby: 0,91 time
26. Furesø: 0,78 time
27. Herlev: 0,74 time
28. Glostrup: 0,62 time

Gladsaxe, Fredensborg, Gribskov, Hillerød, Halsnæs og Stevns har ikke indsendt valide oplysninger og er derfor ikke med på listen.

Kilde: Kaas & Mulvad for Jyllands-Posten på baggrund af tal fra Danmarks Statistik.