Hæstorp om lægestop: Det er en nødløsning

Formanden for Region Hovedstaden siger, at et stop for speciallæger er en nødvendig nødløsning

Sygehuse i provinsen mangler speciallæger. Og derfor har Danske Regioner besluttet et to-årigt stop for ansættelse af speciallæger på de store universiteteshospitaler i København, Odense og Aarhus.

Målet er, at speciallægerne, mens ansættelsesstoppet er gyldigt, vil søge til de sygehuse, der netop ikke er omfattet af begrænsningen. Og formanden for Region Hovedstaden, socialdemokraten Sophie Hæstorp Andersen forsvarer aftalen, selv om den rammer Rigshospitalet/Glostrup Hospital og Herlev Hospital/Gentofte Hospital - altså store sygehuse i netop hendes region.

-Vi har mangel på læger i hele Danmark - og faktisk også på nogle af vores egne hospitaler - Frederikssund Hospital og Bornholms Hospital. Nu giver vi os selv to år til at lægge et loft over at udvide med nye speciallæger på vores to universitetshospitaler, siger hun til TV 2 Lorry.

Aftalen gælder i to år - og de skal bruges på at finde ud af, hvordan man får flere læger ind på medicinstudierne - og på, hvordan man spreder lægerne mere ud i landet, så alle får lige god behandling.

quote Aftalen er en nødløsning

Sophie Hæstorp Andersen, regionsformand

Men hun erkender, at der er tale om en nødløsning.

-Jeg er enig i, at aftalen er en nødløsning. Det er også derfor, den kun skal virke i to år. Det er et kompromis, jeg har indgået. Vi bliver nødt til at gøre et eller andet. Der er speciallægemangel også i Frederikssund - så har vi også et ansvar, lyder det fra Sophie Hæstorp Andersen.

Lægeformand uenig

Formanden for Overlægeforeningen, Anja Mitchell er ikke ligefrem enig med Sophie Hæstorp Andersen, for hun tror ikke på, at speciallæger vil søge ud på provinshospitalerne med den nye aftale.

-Det er en dum idé, for det holder ikke en meter. Lægerne vil i stedet søge til Norge og Sverige. Det har man set før. I stedet skal man skabe atraktive forhold med gode forskningsmiljøer på de mindre hospitaler. Det har man for eksempel gjort på Vejle sygehus, siger hun.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik