Gilleleje-fiskere voldsomt presset af torskekvoter

Torskekvoterne er mindre end nogensinde før, og flere fiskere overvejer at blive på land. Gribskovs borgmester vil kæmpe fiskernes sag.

56 procent.

Så meget skal fiskekvoterne på torsk reduceres for Gilleleje-fiskerne til næste år.

En stor del af fiskernes levebrød er de torsk, som fiskes i den vestlige Østersø. Faktisk er torskefangsten Gillelejefiskernes eneste indtægtskilde fra januar til og med marts måned, hvor der ikke kan fiskes hummer i hverken Kattegat eller Østersøen.

Netop derfor bliver den forestående kvotebeskæring af torskefiskeriet, der blot er den seneste beskæring på torsken, ikke vel modtaget på havnen i Gilleleje.

- I sidste ende betyder det, at jeg må lukke og slukke, siger Carsten Nordahl, der er fisker i Gilleleje.

De hårdt pressede torskekvoter i Østersøen er blevet beskåret, efter ICES (Det Internationale Havundersøgelsesråd, red.) har vurderet, at torskebestanden endnu ikke er fuldt ud bæredygtig.

ICES anbefaling lød på en beskæring på 88 procent af den torskekvote, som fiskerne på fange i dag. Efter flere protester fra faglig og politisk side, er beskæringen endt på 56 procent.

Ifølge erhvervsfiskerne på Gilleleje havn er det dog kun at trække pinen ud for det hårdt prøvede fiskeri.

quote  Det er en del af vores DNA, fiskeriet på Gilleleje havn. Og det vil jeg kæmpe for.

Kim Valentin, Gribskovs borgmester

56 procent er stadigvæk en alt for stor nedskæring, lyder det fra fiskerne, der nu overvejer, om de må dreje nøglen om og lade kutteren stå i havn.

- Det var der ikke mange virksomheder, der kunne klare. De sætter jo ned hvert år, så det er kun et spørgsmål om tid. Og der er jo ingen hjælp at hente. Enten så tager de vores fisk, eller også så lukker de nogle områder, siger Gilleleje-fiskeren Jan Petersen.

Og lige meget hvem af fiskerne, man spørger på Gilleleje havn, så er svaret det samme: Det bliver svært at undgå lukning.

- Nu har de så skåret vores torskekvoter yderligere 56 procent ned. Og det er faktisk dem, vi lever af de første 3 måneder om året. Så det ser ikke ret godt ud for mit vedkommende. Jeg bliver måske nødt til at dreje nøglen om, siger Torben Christiansen, der har været fisker i 40 år.

På borgmesterkontoret i Gribskov kommune, forstår borgmesteren Kim Valentin (V) godt, at fiskerne er frustreret. Han vil fortsat kæmpe for at fiskeriet på Gilleleje havn består. Det er nemlig en del af kommunens DNA, fortæller han.

- Vi er i en kommune, der er bygget op af landmænd og fiskere. Jeg ville ikke være der, hvor jeg er i dag – og vi ville ikke som kommune være der, hvor vi er i dag, hvis vi ikke havde haft fiskere til at udvikle og investere i vores kommune. Og de skal fortsat være der. Det er en del af vores DNA, fiskeriet på Gilleleje havn. Og det vil jeg kæmpe for, siger Gribskovs borgmester Kim Valentin (V).

Se mere i Søndagsmagasinet på søndag kl. 19.30.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik