Giftelystne kvinder kan blive straksviet på skuddag

Københavns Rådhus tilbyder straksvielser på skuddagen den 24. februar.

Ingen mand kan vide sig sikker onsdag den 24. februar 2016.

Den dato er nemlig skuddag, og ifølge traditionen kan kvinder her fri til deres udkårne. Om det lyder som en sød drøm eller et farligt mareridt, må være op til den enkelte mand at bestemme, men faktum er, at manden faktisk skal sige ja – eller give en klækkelig kompensation.

For at gøre det hele lidt lettere (for kvinderne), tilbyder Københavns Rådhus på dagen 'straksvielser', hvor man kan gå lige ind fra gaden og blive gift med det samme.

- Vi pynter lidt ekstra op på rådhuset og flirter med den gamle skik om, at kvinder på skuddagen kan sikre sig et ja fra deres udkårne. Så det er bare ned på knæ. Og husk, hvis den udkårne afviser, så må han til lommerne! Traditionen tro skal der nemlig rådes bod på skuffelsen med enten 12 par handsker eller 12 par silkestrømper, lyder det fra kultur- og fritidsborgmester Carl Christian Ebbesen fra Dansk Folkeparti.

Traditionen med at kvinder må fri til deres udkårne på skuddagen hvert fjerde år kan efter sigende spores tilbage til middelalderens Skotland. Et dekret fra dronning Margaret i 1288 pålagde manden en betydelig bod for at sige nej - med mindre han kunne bevise, at han var trolovet med en anden.

Københavns Rådhus tilbyder 'straksvielser' mellem klokken 10 og 18 den 24. februar. Hvis man vil benytte sig af en straksvielse, skal man på dagen henvende sig i Rådhusoplysningen på Københavns Rådhus. 

Kultur- og fritidsborgmester Carl Christian Ebbesen vier selv de tre første par.

Første gang Københavns Kommune tilbød straksvielser var den 12. december 2012. Her valgte 69 par at gifte sig.
 

Det skal du vide, hvis du gerne vil straksvies på Københavns Rådhus den 24. februar

  • Hvis I er danske statsborgere og født i Danmark, skal I ikke medbringe dokumentation, medmindre I har boet i udlandet inden for den nærmeste årrække. Hvis dette er tilfældet skal I medbringe en civilstandsattest fra det pågældende land. Civilstandsattesten må ikke være ældre end fire måneder gammel.
  • Hvis I er udenlandske statsborgere, kan I læse mere om dokumentationskrav på www.idocph.kk.dk.

 


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik