Frustrerede borgmestre efter stormøde uden minister

04:07

Politisk stormøde om Letbanen netop nu. Borgmestre har indkaldt til mødet på grund af usikkerheden om letbanens fremtid

Foto: TV 2 Lorry

1 af 2

Transportminister Hans Christian Schmidt sendte en embedsmand til et politisk stormøde om letbanen.

Region Hovedstaden og borgmestrene i de kommuner, der efter planen skal lægge jord til en letbane rundt om København fra Lyngby i nord til Ishøj i syd, havde torsdag aften indkaldt til et politisk stormøde.

Årsagen var, at beslutningen om den anlægslov, der endeligt skal bane vej for letbanen, er blevet udskudt af Folketingets transportudvalg, og borgmestrene er nu blevet bekymret for letbanens fremtid. Det ville de gerne diskutere med transportministeren, men han kom ikke selv til mødet. Istedet måtte borgmestrene og Region Hovedstadens formand diskuterer problemet med en embedsmand fra Transportministeriet.

- Vi fik sendt et klart signal om, at vi har en forventning om, at vi som medejere bliver inddraget, og at den her anlægslov bliver vedtaget inden sommeferien, sagde Region Hovedstadens rådsformand, Sophie Hæstorp Andersen til TV 2 Lorry efter mødet.

Finansieringen af letbanen er fordelt, så staten betaler 40 procent af omkostningerne, Region Hovedstaden betaler 26 procent, og de 11 kommuner langs letbanen betaler tilsammen 34 procent. Derfor var der blandt borgmestrene stor frustration over, at ministeren ikke kom til mødet.

- Ministeren skulle have forklaret os, hvad der er problemet, og hvordan han har tænkt sig at løse det. Han er en ejer ud af en ejerkreds på tre. Han skylder os at komme her og forklare sig, og det gjorde han ikke. Det synes jeg er uacceptabelt, sagde Herlevs borgmester Thomas Gyldal Petersen efter mødet.