Fra barak til børnehave: Gammel officersskole bliver til moderne daginstitution

Furesø Kommune tager snart hul på omdannelsen af den gamle officersskole, der i fremtiden skal være børnehus for 150 vuggestue- og børnehavebørn.

Det store areal i og omkring Værløse Flyvestation er i færd med at blive omdannet fra forfaldent militærområde til boligområde.

Bofællesskaber og ældreboliger er allerede kommet til, og snart får de selskab af nogle af de yngste beboere i Furesø Kommune.

Det sker, når områdets gamle officersskole omdannes til et nyt og moderne børnehus for vuggestue- og børnehavebørn i løbet af det kommende års tid.

Torsdag tages første spadestik til det nye børnehus af nogle så passende som børnene selv. Furesø Kommune skriver således på sin hjemmeside, at fremmødte børn får skovle i hånden og lov til at grave.

- Dette byggeri er første kommunale bygning og afgørende for at omdanne Flyvestationen til et boligområde. Jeg er sikker på, at børnehuset bliver et centralt samlingspunkt i Jonstrup. Samtidig får de adgang til naturoplevelser og ikke mindst den åbne himmel, siger Ole Bondo Christensen (S), Furesøs borgmester.

Han vil i øvrigt også være til stede til et lidt mere formelt første spadestik sammen med udvalgsformand og entreprenører, sådan som tradition foreskriver.

Artiklen fortsætter efter billedet...

I 2016 flyttedes Flyvevåbnets Officersskole fra Værløse Flyvestation til Svanemøllens kaserne i København. Siden har bygningen stået tom.
I 2016 flyttedes Flyvevåbnets Officersskole fra Værløse Flyvestation til Svanemøllens kaserne i København. Siden har bygningen stået tom.

Bæredygtigt børnehavebyggeri

En af udvalgsformændene er Bettina Ugelvig Møller (S), der står i spidsen for Udvalg for Dagtilbud og Familier.

- Det bliver en moderne institution, hvor naturen kommer til at spille en stor rolle. Der er god kontakt og god adgang til den store, naturprægede legeplads, som rummer både et vuggestueområde og børnehaveområde. Udearealerne kommer til at have rolige og trygge miljøer for de helt små og samtidig plads til det vildere liv under åben himmel for børnehavebørnene, siger hun.

Den tidligere militærbygning får plads til 150 vuggestue- og børnehavebørn. Da bygningen er bevaringsværdig, skal omdannelsen ske med respekt for den gamle militærskole, oplyser Furesø Kommune i en pressemeddelelse.

Her skriver kommunen også, at bygningen kommer til at leve op til kommunes klima- og miljømål og vil få en såkaldt DGNB-certificering. Sådan en dokumenterer, at der er tænkt i bæredygtighed både ved at genanvende mursten og andre materialer og ved at være ombygget med drifts- og vedligeholdelsesvenlige materialer.

Artiklen fortsætter efter billedet...

Det kommende børnehus i officersskolen ligger i den del af militærområdet, der kaldes Jonstruplejren. Det er også her, der opføres seniorboliger og bofællesskaber.
Det kommende børnehus i officersskolen ligger i den del af militærområdet, der kaldes Jonstruplejren. Det er også her, der opføres seniorboliger og bofællesskaber.
Foto: Rubow Arkitekter / Furesø Kommune

Navnekonkurrence på vej

Daginstitutionen skal efter planen stå færdig medio 2020. Og hvad skal den så hedde?

Se, det vil Furesø Kommune gerne have dine inputs til. Inden længe vil der blive udskrevet en navnekonkurrence, hvor borgere kan give deres bud på det nye børnehus’ navn. Eneste kriterie er, at navnet skal have en lokalhistorisk kontekst.

Seancen med første spadestik finder sted torsdag den 26. september klokken 15.30 på byggepladsen på Perimetervejen 16 ved Værløse Flyvestation.

Du kan gå i dybden med Flyvestation Værløses forvandling fra militærområde til boligområde i vores Søndagsmagasin om netop dette. Se det herunder:

Flyvestation Værløse har ligget mennesketom og øde, siden den lukkede i 2004. Nu flytter de første beboere ind i Sydlejren, et af Danmarks mest eksperimenterende og varierede boligområder, hvor fortiden stadig er til at få øje på lige uden for døren.

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik