Forsvarere protesterer mod lang fængsling i terrorsager

To forsvarsadvokater foreslår hurtigere sagsbehandling i terrorsager, så uskyldige kan løslades hurtigere.

Rigsadvokaten skal være langt hurtigere til at tage beslutning om, hvorvidt der skal rejses tiltale mod mistænkte i terrorsager.

Det mener de to forsvarsadvokater Michael Juul Eriksen og Niels Christian Strauss ifølge Jyllands-Posten.

quote Det er et stort problem, at efterforskningen tilsyneladende er slut flere og nogle gange mange måneder, inden den sigtede bliver løsladt.

forsvarsadvokat Michael Juul Eriksen

Advokaterne repræsenterer to mænd, der i henholdsvis 11 og 13 måneder sad varetægtsfængslet for terror, men endte med at blive løsladt.

I terrorsager er det først Statsadvokaten, der skal vurdere, om der skal rejses tiltale. Herefter skal Rigsadvokaten vurdere spørgsmålet.

Men Rigsadvokaten begynder først at se på sagen, når efterforskningen er helt afsluttet.

- Det er et stort problem, at efterforskningen tilsyneladende er slut flere og nogle gange mange måneder, inden den sigtede bliver løsladt, siger forsvarsadvokat Michael Juul Eriksen til Jyllands-Posten.

Han repræsenterer en 25-årig mand, som blev løsladt efter 13 måneders fængsling i en sag om terrorplaner mod to sjællandske skoler.

Uskyldige mennesker buret inde

Forsvarsadvokat Niels Christian Strauss repræsenterer en 19-årig mand, som sad fængslet i sagen om angrebet på Krudttønden og synagogen i København i 2015. Han blev løsladt efter 11 måneder.

- Der er tale om, at uskyldige mennesker sidder buret inde i flere måneder længere end nødvendigt. Det er en voldsom krænkelse at være varetægtsfængslet uberettiget, siger han til Jyllands-Posten.

quote Der er tale om, at uskyldige mennesker sidder buret inde i flere måneder længere end nødvendigt. Det er en voldsom krænkelse at være varetægtsfængslet uberettiget.

Forsvarsadvokat Niels Christian Strauss

De to advokater mener, at Rigsadvokaten bør overveje at se på sagen parallelt med efterforskningen for at fremskynde sagsbehandlingen.

Hos Rigsadvokaten mener statsadvokat Jens Røn ikke, at det kan gå meget hurtigere end i dag. Han vedkender dog, at 13 og 11 måneder er lang tid at sidde fængslet, når man ender med at blive løsladt.

- Men det er min klare opfattelse, at alle led fra politikreds til domstole og rigsadvokat er fokuserede på, at den varetægtsfængslede ikke må sidde fængslet længere end nødvendigt, siger han til Jyllands-Posten. 

Dommerformænd: Terrorsigtede behandles som alle andre

Det er Den Danske Dommerforenings indtryk, at politi og anklagemyndighed behandler terrorsager så hurtigt som muligt.

Desuden bliver terrorsigtede behandlet ligesom alle andre i retten. Det vil sige, at der skal være en begrundet mistanke mod den sigtede, for at personen kan blive varetægtsfængslet.

Sådan lyder det fra Dommerforeningens formand, Mikael Sjöberg, lørdag, hvor to forsvarsadvokater protesterer mod for lange varetægtsfængslinger i terrorsager.

quote Derfor vil jeg sige, at det er længe at sidde fængslet, men ikke for længe.

Mikael Sjöberg, Dommerforeningens formand

Hver fjerde uge skulle en dommer tage stilling til, om der stadigvæk var grundlag for at holde den sigtede bag lås og slå.

- Det er nøjagtigt de samme undersøgelser og overvejelser, der gør sig gældende i sådan en sag som i alle andre sager, siger Mikael Sjöberg.

- Politi og anklagemyndighed har ikke nemmere ved at få folk fængslet, fordi de er sigtet for terror, lyder det.

Han understreger, at en terrorsigtelse er meget alvorlig, og derfor er det naturligt, at det tager lang tid for politiet at efterforske sådan en sag.

Hvis en person skal sidde fængslet i mere end 12 måneder, skal der være tale om en meget alvorlig forbrydelse og helt særlige omstændigheder.

- Mine kolleger har fundet, at betingelserne for fortsat fængsling er til stede. Derfor vil jeg sige, at det er længe at sidde fængslet, men ikke for længe, siger Mikael Sjöberg.

De to forsvarsadvokater mener, at sagerne ville kunne fremskyndes, ved at Rigsadvokaten tidligere går ind i sagerne for at vurdere, om der skal rejses tiltale.

Det spørgsmål vil Dommerforeningens formand ikke gå ind i. 

 


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik