Formodet flugtbilist fra Nørrebro er anholdt

00:22

En mand er anholdt i sagen om vanvidskørsel på Nørrebro. Han er nu sigtet for uagtsomt manddrab.

Politiet har anholdt en mand, der mistænkes for at være den flugtbilist, der 5. november påkørte en 85-årig mand ved Nørrebro Station og efterfølgende stak af.

Det oplyser Københavns Politi til TV 2 Lorry.

- Han er anholdt i dag efter et tip fra en borger. Han bliver fremstillet i dommervagten i morgen, siger vagtchef Henrik Stormer.

Manden blev anholdt kort før klokken 13 torsdag. Han er nu sigtet for uagtsomt manddrab.

Vagtchefen vil ikke fortælle, om manden har forklaret, hvorfor han stak af fra gerningsstedet efter påkørslen af den 85-årige mand.

- Jeg vil ikke udtale mig om, hvordan han forholder sig til sigtelsen, siger Henrik Stormer.

Københavns Politi frigav torsdag en overvågningsvideo, der viser en hvid Mercedes Sprinter køre på Nørrebro (se video ovenfor). Det er denne bil, der ifølge politiet påkørte den 85-årige mand.

Den ældre mand var omkring klokken 17.30 lørdag den 5. november på vej over Nørrebrogade og var ved at krydse busslusen ved Nørrebro Station, da den hvide Mercedes i høj fart pludselig kom kørende i selve busslusen.

Bilen ramte den ældre fodgænger, som blev slynget bort ved sammenstøddet.

Ifølge vidneforklaringer stoppede chaufføren og steg ud, hvorefter han sagde, at han lige skulle parkere. Så satte han sig ind i bilen igen - og stak af.