Finn Nørgaards ven på årsdag: Sorgen slipper aldrig

Årsdagen for skudangrebet i København skal bruges til at se fremad, lyder det fra pårørende til Finn Nørgaard.

For præcis et år siden, mistede Ole Mølgaard en god ven.

Igennem 25 år var han samarbejdspartner med dokumentarfilminstruktøren Finn Nørgaard, som blev dræbt ved skudattentatet mod Krudttønden, da han deltog i et debatarrangement om ytringsfrihed.

Krudttønden var det sted, den første del af skudangrebet i København 14. og 15. februar sidste år fandt sted.

- Det er en sammensat dag. Vi bærer sorgen, for den slipper aldrig, men samtidig har vi også reflekteret over det, der skete, i et år. Der er derfor også noget stærkt og livsgivende over dagen, som peger fremad, siger Ole Mølgaard, som også er formand for Foreningen Finn Nørgaard, til Ritzau.

Han befinder sig ved kulturhuset Krudttønden på årsdagen for skudattentatet.

 
 
Foto: TV 2 Kosmopol

Finn Nørgaard blev dræbt, da han forsøgte at afvæbne gerningsmanden Omar el-Hussein.

- Finn var en helt, og det var han gennem hele hans liv som ven, og i de handlinger, han gjorde den dag, siger Ole Mølgaard.

Foreningen Finn Nørgaard har sammen med Det Jødiske Samfund arrangeret en demonstration, hvor en kæde af levende lys fra Krudttønden på Serridslevvej 2 til Synagogen i Krystalgade vil blive tændt søndag aften.

Også statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) og overborgmester i København, Frank Jensen (S), besøgte søndag Krudttønden og synagogen for at lægge blomster og mindes Finn Nørgaard og Dan Uzan, som begge omkom under angrebet.

- Finn reagerede intuitivt og stillede sig i vejen for noget, der kunne have udviklet sig til en værre katastrofe, sagde Lars Løkke Rasmussen (V) ved højtideligheden ved Krudttønden.

- Vi befinder os i en situation, hvor der stadig er en alvorlig terrortrussel mod Danmark, svarede statsministeren, da han blev spurgt om, hvordan han ser på situationen et år efter hændelsen.

- Vi har handlet og rustet vores politi og efterretningstjeneste, men det betyder ikke, at vi kan garantere noget. Den gale mand, der vil vores livsform til livs, skal kun være heldig én gang. Vi skal være dygtige hver gang, sagde han.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik