Farlig brændeovns-røg: Målestation tjekker luftforurening

For første gang skal luften på Vestegnen undersøges for usundt brændeovnsrøg.

Rigtig mange elsker at fyre op i brændeovnen, når det rigtig er koldt. Det er både hyggeligt og billigt, men langt fra sundt for ens omgivelser.

I forstadsområder, som den Københavnske Vestegn, er brændefyring i mange tilfælde den væsentligste kilde til luftforurening.

For at undesøge hvor slemt det rent faktisk står til, har Miljøstyrelsen  opstillet en målestation i Hvidovre. 

Den nye målestation i Hvidovre skal give bedre viden om den luftkvalitet, befolkningen bliver udsat for og dermed bedre grundlag for vurdering af helbredseffekterne.

quote Med den nye målestation håber vi at få bedre data og ny viden om, hvordan brændeovne påvirker luftkvaliteten. 

Gro Iversen

- Med den nye målestation håber vi at få bedre data og ny viden om, hvordan brændeovne påvirker luftkvaliteten. Vi sætter stor pris på den positive medvirken fra Hvidovre Kommune til at finde et egnet sted til målestationen, siger funktionsleder i Miljøstyrelsen Gro Iversen på Miljøstyrelsens hjemmeside. 

Luftkvaliteten i Danmark overvåges konstant via 18 faste målestationer. 

Heraf er 10 placeret i de fire største byer, mens 8 er placeret i landområderne uden for byerne. Målestationen i Hvidovre er den eneste, som er placeret i et forstadsområde.

- Vi forventer, at den nye målestation vil levere mange nye spændende data og styrke vores mulighed for at forske i effekterne af luftforurening, siger sektionsleder Thomas Ellermann fra Nationalt Center for Miljø og Energi (DCE), som varetager overvågningen for Miljøstyrelsen.

Dét måler den nye målestation:

Den nye målestation omfatter måling af følgende luftkvalitetsparametre:

• PM2,5 (fine partikler). Brænderøg er i dag ansvarlig for omkring 70 % af de direkte udledninger af fine partikler i Danmark. Fine partikler er en af de vigtigste årsager til negative helbredseffekter af luftforurening.

• Ultrafine partikler. Der har hidtil ikke været foretaget længerevarende overvågning af niveauet af ultrafine partikler i et forstadsområde. Viden om sammenhæng med helbredseffekter er mangelfuld. Dette kan de nye data være med til at forbedre.

• Tjærestoffer. Benz[a]pyren anvendes som mål for befolkningens eksponering for PAH (Polycykliske aromatiske hydrocarboner) også kaldet tjærestoffer. PAH er kræftfremkaldende. Den væsentligste kilde til udledninger af PAH i Danmark er anvendelse af brænde til husopvarmning. Det samlede udslip af PAH har de seneste år været faldende i takt med skærpede miljøkrav til nye brændeovne.

• Elementært kulstof. Ved ufuldstændig forbrænding vil en andel af kulstoffet blive udledt som elementært kulstof, som er det, vi til daglig kalder sod. Nyere undersøgelser har peget på, at elementært kulstof kan vise sig at være endnu vigtigere for vurdering af helbredseffekterne fra luftforureningen end PM2,5.

Kilde: Miljøstyrelsen. 

 


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik