Fanget på kamera: Politi efterlyser smykkeglade indbrudstyve

Vielsesringene er væk. Det samme er en masse andre smykker. Til gengæld har et par fra Sengeløse fanget indbrudstyvene på kamera.

Et par fra Sengeløse fik sig fredag en grim overraskelse, da de vendte hjem til deres hus på Landsbygaden. Et vindue var brudt op, og parrets vielsesringe og andre værdigenstande var pist væk.

Parret har dog installeret et skjult overvågningskamera ved deres hoveddør, og derfor er det knapt så hemmeligt, hvem der står bag indbruddet, der fandt sted omkring klokken 9.30 i går.

quote  Den tredje mand opdager, at vidnet holder øje med situationen og begynder at smække med bildøren.

 Jacob Ulrich Krogh, efterforskningsleder

Politiet vil meget gerne i kontakt med de to mænd, man kan se på videoen - og en tredje mand, der ikke er optaget af det skjulte kamera.   

- Et vidne har bemærket en mindre mørk bil på størrelse med en Peugeot 208 udenfor ved huset. Han ser to mænd gå hen til villaen, mens en tredje afventer ved bilen, siger efterforskningsleder Jacob Ulrich Krogh til TV 2 Lorry og fortsætter:  

- Den tredje mand opdager, at vidnet holder øje med situationen og begynder at smække med bildøren. Det gør han flere gange, og vidnet tolker det som om, at han prøver at advare de to inde i huset. Efter kort tid kommer de i hast ud, og de skynder sig at køre væk.

Efterforskningslederen fortæller, at den tredje mand, føreren af bilen, muligvis har talt med en ung fyr, der sad og ventede ved et busstoppested i nærheden.  

- Der var en henvendelse fra chaufføren til den her mand. Måske har han tigget en cigaret, siger Jacob Ulrich Krogh til TV 2 Lorry. 

Indbruddet tog mellem 5 og 10 minutter, og politiet vurderer, at indbrudstyvene er fra Østeuropa, og at de stadig befinder sig i Danmark. 

quote Man kan se, at de går om bag huset, og så kan man høre et højt smæld.

 Jacob Ulrich Krogh, efterforskningsleder

Ejerne af huset i Sengeløse er forståeligt kede af sagen.

 - De har mistet deres vielsesringe og andre smykker, der har affektionsværdi, som er svær at gøre op i penge. Men der er minimum stjålet for 15.000 kroner, siger efterforskningsleder Jacob Ulrich Krogh til TV 2 Lorry.

Videoen fra overvågningskameraet viser ikke, at mændene går ind i huset, men politiet er ikke i tvivl om, at det er de samme mænd, der er stukket af med smykkerne. Det skyldes blandt andet, at politiet er i besiddelse af yderligere videomateriale end det, TV 2 Lorry viser her.

- Man kan se, at de går om bag huset, og så kan man høre et højt smæld, og det passer med, at de har brudt vinduet op med en skruetrækker. Man kan simpelthen høre, vindueshaspen knækker. Man kan også høre, at de tager i hoveddøren inde fra huset. 

Københavns Vestegns Politi vil meget gerne høre fra vidner eller andre, der mener, at de har oplysninger, der kan være relevante for politiet i sagen. Politiet kan kontaktes på 43 8614 48.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik