Familien er bekymret og politi efterlyser: Har du set Pat?

Midt- og Vestsjællands Politi efterlyser 49-årig kvinde, der sidst er set den 26. december.

- Familien er nervøs og har kontaktet os, og det er derfor, vi efterlyser hende.

Hvis man ikke hører fra en pårørende i 14 dage, så bliver man selvfølgelig urolig.

Carsten Andersen, Midt- og Vestsjællands Politi

Sådan lyder det fra Carsten Andersen, der er pressetalsmand for Midt- og Vestsjællands Politi. Kvinden, han omtaler, er den 49-årige Mangali Pat Louisa Mfekto, der normalt blot kaldes Pat.

Pat bor til daglig i Hvalsø i Lejre Kommune, men politiet oplyser, at hun færdes meget i Roskilde. Det er også i Roskilde, at hun sidst er set den 26. december.

- Vi har afhørt hendes naboer, og vi har fået den opfattelse, at det ikke er unormalt, at hun kan være væk nogle dage. Det gør, at vi har en forventning om, at hun er på besøg et sted og blot ikke har informeret sin familie om det, siger Carsten Andersen og tilføjer:

- Men det er lang tid at være væk. Hvis man ikke hører fra en pårørende i 14 dage, så bliver man selvfølgelig urolig.

Politiet vil meget gerne have oplysninger, hvis nogen kender til den 49-årige kvindes opholdssted - eller i øvrigt har oplysninger i sagen. Man bedes ringe til 114.