Ekspedient angrebet med syre under butiksrøveri

Røveriet skete i Kiwi på Amagerbrogade. Foto: alarm112danmark.dk

To gerningsmænd brugte formentlig salpetersyre under et røveri mod Kiwi-forretning på Amager.

En ansat i et Kiwi-supermarked på Amager blev angrebet med syre torsdag aften, da røvere slog til mod forretningen, oplyser Københavns Politi.

De truer personalet med noget kemikalieværk - salpetersyre, som jeg har fået det oplyst - og en af de ansatte får det kastet i hovedet.

Morten Smith, central efterforskningsleder ved Københavns Politi

Røveriet skete i en forretning på Amagerbrogade omkring klokken 18, da to gerningsmænd dukkede op i butikken.

- De truer personalet med noget kemikalieværk - salpetersyre, som jeg har fået det oplyst - og en af de ansatte får det kastet i hovedet, fortæller central efterforskningsleder Morten Smith fra Københavns Politi til Ritzau.

Politiet ved endnu ikke, om gerningsmændene har haft den kemiske væske med, eller om det er noget, som de har taget i supermarkedet. 

Læs også Pamol-tabletter tilbagekaldes: Risiko kan være alvorlig

- Det er noget af det, som vi arbejder på at finde ud af. Det er naturligvis noget, vi tager meget alvorligt, siger Morten Smith.

Torsdag aften havde politiet endnu ikke overblik over, hvad røverne havde fået med sig forretningen.

- Det er vores opfattelse, at de er stukket afsted med et udbytte, men vi ved ikke, hvad det er endnu, siger Morten Smith.

Den mand, der blev angrebet med syre, er ifølge Morten Smith blevet behandlet på skadestuen. Den centrale efterforskningsleder kender ikke til omfanget af eventuelle skader. 

Det er uacceptabelt

Efterforskerne kan på nuværende tidspunkt ikke fastslå med sikkerhed, hvad det var for en slags syre, røverne brugte som våben under røveriet. Men sikkert er det, at politiet betragter det som et "ekstremt groft røveri".

- Vi ser med meget stor alvor på det. Jeg ved næsten ikke, hvad jeg skal sige... Det er helt uacceptabel opførsel. Vi kan ikke på nogen måde se med milde øjne på det der, siger Morten Smith til TV 2.

Fredag morgen var gerningsmændene endnu ikke pågrebet, oplyser Københavns Politi.

Røveriet skete i Kiwi på Amagerbrogade. Foto: alarm112danmark.dk

Læs også 10-årig pige ramt af frygtet sygdom