Marianne efter fire vandskader på to år

Et ægtepar fra København vågnede i nat op til en konstant dryppen fra et loft, som hænger i laser. Det er fjerde gang på bare to år, at det sker.

Marianne og Freddie Bøgkjær sover ikke så tungt, som de har gjort førhen i deres rækkehus i København. Flere gange vågner de for at lytte efter i mørket, om det drypper ned fra loftet. Det har det nemlig gjort tre gange på fire år. I nat blev det så fjerde gang. 

- Det er psykisk terror. Vi vågnede klokken 4:00 og kunne se, at der hang en stor bule i loftet. Så vi stillede en balje under og ringede til afdelingens blikkenslager - igen. Så kan han komme og sætte endnu en lap på. Nu sidder der seks lapper på røret. Men man flytter faktisk bare problemet på den måde. Vi VED, at det kommer til at ske igen. 

Sådan siger Marianne Bøgkjær fredag formiddag til TV 2 Lorry og fortsætter: 

- Det kommer heller ikke bag på blikkenslageren. Det er en kendt historie, at da man opførte rækkehusene, der lagde man vandrør ind, som slet ikke var kraftige nok til at håndtere trykket. Der er også flere herude, som har haft vandskader, men på vores loft står den vandbeholder, der forsyner hele rækken på fem huse. Den dag det hele springer, så fosser der 500 liter vand lige ned i hovedet på os.  Det bliver man sgu paranoid af. 

Efter den tredje vandskade tilbage i maj måned klagede ægteparret til Lejernes Landsorganisation, som indbringer sagen for beboerklagenævnet, fordi de mener, at der er tale om manglende vedligeholdelse fra udlejers side. I starten af oktober besigtiger beboerklagenævnet og udlejer rækkehuset sammen, og her fortæller repræsentanter fra udlejeren, at de er igang med en sag om at få det ordnet hos Landsbyggefonden.

quote Blikkenslageren har fjernet isoleringen nu, så vandet kan dampe af, og vi går altså vinteren imøde.

Marianne Bøgkjær

På baggrund af det, og set i lyset af, at prisen på at få rørene fikset permanent er 500.000 kroner, træffer beboerklagenævnet afgørelse om, at udlejer kan nøjes med at lave den midlertidige lappeløsning i stedet for. 

- Men der kan gå op til to år, før sagen hos Landsbyggefonden er behandlet, og vi kan ikke mere. Hvor mange vandskader skal vi forvente at få, før der bliver gjort noget? Blikkenslageren har fjernet isoleringen nu, så vandet kan dampe af, og vi går altså vinteren imøde. Udlejer sagde, at de ville sende det som en hastesag i løbet af efteråret, men mig bekendt er der ikke sendt noget endnu, og det er efter min mening heller ikke efterår længere. 

Det fortæller Marianne Bøgkjær, alt imens vandet ifølge hende fortsat vælter ned derhjemme. Hvis rørene skal ordnes kan det medføre en huslejestigning, men det er ikke afgørende for ægteparret. 

- Det der vælter mit korthus fuldstændigt, det er, at udlejer har indkaldt til ordinært møde, hvor vi gudhjælpemig skal stemme om, hvorvidt vi skal give 1 million kroner for en containerplads, som også vil medføre huslejestigning. Og hvis de prioriterer dét frem for at betale halvdelen for at skifte rør i vores blok, så er deres prioriteter helt hen i vejret. 

TV 2 Lorry forsøger at få en kommentar fra Lejernes Landsorganisation. Lejerbo, som er udlejer af rækkehusene, hvor Marianne og hendes mand bor, har endnu ikke haft mulighed for at kommentere sagen. 


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik