Hvis du higer efter en oplevelse i weekenden, men mangler inspiration, så kan du læse med her.
Vi har nemlig, som vi plejer, når det er fredag, fundet tre spændende arrangementer som du kan tage til i weekenden, og som ligger i vores område.
Julemarked på et slot
Du kunne for eksempel tage til julemarked på Bernstorff Slot.
Her kan du komme i ægte julestemning, få smagsprøver og få klaret dine julegaveindkøb, alt i mens du nyder de smukke omgivelser. Lørdag og søndag har markedet åbent i tidsrummet 10-16, og du kan læse mere om arrangementer her.
7000 år gammelt oldtidsfund
Hvis du godt kan vente lidt endnu med at komme i julestemning, så kan du i stedet slå vejen forbi Vedbækfundene i Holte.
Som navnet siger, kan du komme tæt på de oldtidsfund der er gjort i og omkring Vedbæk. Det tæller blandt andet 7000 år gamle grave, historiske smykker og meget mere. Du kan læse mere om arrangementet her.
Vild med Shakespeare
Vil du i stedet lidt tættere på nutiden, så kan du tage en tur forbi Marienlyst Slot i Helsingør. Lige nu huser slottet nemlig en Hamlet-udstilling med fotografier af de mange Hamlet-skuespil der har været opført gennem tiden.
Udstillingen er oprindelig lavet til King's College i London i anledning af en Shakespeare-konference tidligere i år, men nu er den blevet videreudviklet og tilpasset de danske rammer. Du kan læse mere om arrangementet her.