Magisk dansker vinder tryllekunstnernes oscar

Som den første dansker nogensinde får 31-årige Martin Brock tryllekunstens Oscar for hans magiske egenskaber.

Normalt holder han til i Vedbæk og på Østerbro, men lige nu er han i New York.

Martin Brock har nemlig modtaget The Merlin Award - en pris der bedst beskrives som tryllekunstnernes svar på the Oscar. 

- Det er kæmpestort. Selvfølgelig er det det. Og så bedømmer de mig på hele showet, og det er noget jeg virkelig har arbejdet på i lang tid, siger han til TV 2 Lorry over en Skype-forbindelse. 

Martin Brock rejser verden rundt med hans trylleshow, og han optræder mere end 150 gange hvert år. 

Men vejen hertil har også været lang. Han startede nemlig i en meget tidlig alder: Som Tryllekaj i børnehaven.  

- I børnehaven startede han med at save lille Ida over i to halvdele, fortæller moren Marianne Brock til TV 2 Lorry. 

Både hun og faren Michael Brock har altid bakket sønnen op, selvom andre har været skeptiske overfor karrierevalget. 

Især i ungdomsårene, hvor Martin hellere ville gå til trylleri end til fodbold, men også i gymnasiet hvor det kunne være svært at stå ved drømmen. 

- Vi har bakket ham op i troen på, at hvis han gik all-in omkring hans interesse og hans hobby og hans projekt, så kunne han lykkes med det, siger faren. 

Og man må sige, at Martin Brock er lykkedes med det. 

Han kan nu officielt kalde sig en af verdens allerbedste magikere. 

Det er især hans evner til at trylle med kort, samt hans gode, sarkastiske humor på scenen, der bliver bemærket ude i verden. 


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik