Iuliias sag sætter Danmark på anklagebænken i FN

Foto: TV 2 Lorry

FN's Handikapkomite har bedt om, at Iuliia ikke udsendes, mens klagen behandles.

Danmark skal for første gang på anklagebænken ved FN’s Handikapkomite. Det skriver Politiken.

Sagen om hjerneskadede Max Bendtsen og Iuliia Domina er indklaget til komiteen, som netop har bedt om, at Iuliia ikke udsendes, mens klagen behandles. 

Hun havde ellers fået besked på at udrejse i mandags, efter Højesteret før jul underkendte Landsretten og afgjorde, at Max Bendtsen trods sit handikap ikke skulle undtages fra kravet om at man skal forsørge sig selv for at få ægtefællesammenføring. 

- Det er stort, siger parrets advokat til TV 2 Lorry og fortsætter:

- Det er en dobbeltsikring af Iuliia, fordi så længe sagen kører, så kan hun ikke blive sendt hjem, og den her sag kan tage mellem halvandet til to år, siger advokat Eddie Omar Rosenberg Khawaja.

Muligheden for at klage over diskrimination ved Handikapkomiteen har eksisteret siden 2014, hvor Danmark ratificerede en tillægsprotokol til Handikapkonventionen, dermed bliver det unge par hovedpersoner i en vigtig sag, oplyser Maria Ventegodt Liisberg, ligebehandlingschef ved Institut for Menneskerettigheder, til Politiken. 

Læs også Max efter udvisning: "Det er som om lyset er blevet slukket"

Sagen er, at Danmark godt nok har et forbud mod diskrimination på arbejdsmarkedet, men som det eneste land i Norden har vi ikke et generelt forbud mod diskrimination.

- Derfor er det så afgørende at få slået fast, hvornår der er tale om diskrimination, fordi det udenfor arbejdsmarkedet er konventionen, som gælder. Afgørelsen vil kunne få betydning ikke kun for ægtefællesammenføring, men også på andre områder, eksempelvis skole-, social- eller sundhedsområdet, siger hun til Politiken.

Læs også Fortvivlet familie: Iuliia har seks dage til at forlade Danmark