Dårligt vejr aflyser Cph. Beach Party – men nu skinner solen

I torsdags aflyste arrangørerne af en ny strand-festival hele festen på grund af dårligt vejr. I dag ærgrer de sig over den beslutning.

- Det er vi da rigtig kede af. Havde vi vidst, det ville blive så godt vejr, havde vi selvfølgelig ikke aflyst.

Sådan lyder kommentaren i dag fra arrangøren bag Copenhagen Beach Party, Kris Gibson, som TV 2 Lorry har talt med.

Kris Gibson er tilbage i Skive, efter han gennem et lille år har arbejdet intenst med at stable en ny house-musik festival på benene i hovedstaden.

- Jeg er stor fan af elektronisk house-musik og synes, der manglede sådan en festival i København, siger Kris, der i mange år har været med bag Skive Festival, der tidligere gik under navnet Skive Beach Party.

Sidste torsdag måtte han dog træffe den svære beslutning om at aflyse den københavnske strand-festival på grund af vejret.

- Vejrudsigterne var stadig meget ustabile. Det havde fået folk til at være tilbageholdende med at købe billet, så vi blev nødt til at aflyse, forklarer Kris Gibson.

Kim Gibson er den ene af mændene bag Insomnia DK, der er arrangøren bag Copenhagen Beach Party. Festivalen skulle afholdes ved Strandstation 4 i Amager Strandpark fra i dag torsdag til lørdag i denne uge. På programmet var en række danske DJs som for eksempel Toomanylefthands og en håndfuld internationale herunder Daiya Kobayashi fra Japan.

- Det her har selvfølgelig kostet os nogle penge, men vi har ikke opgivet håbet om en festival til næste år, siger en optimistisk Kim Gibson, der efter en tiltrængt uges sommerferie vil kaste sig over Copenhagen Beach Party 2017.

Så er det bare om at krydse fingre for bedre vejr og måske lidt mere is i maven til næste sommer.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik