Borgmester om letbane-kaos: Det er usagligt

Foto: TV 2 Lorry

Letbanen skal efter planen stå færdig i 2023, men letbanens fremtid ser pludselig usikker ud, efter en ekspert har rejst tvivl om økonomien.

 - Det er usagligt og Christiansborg burde holde sig for gode til det her, sådan lyder udmeldingen fra Herlevs socialdemokratiske borgmester Thomas Gyldal Petersen.

Årsagen er, at der er opstået tvivl om Hovedstadens Letbane kommer til at koste 4 milliarder eller 8 milliarder, og politikerne er stærkt forundrede over den usikkerhed, der pludselig er blevet skabt om den ellers planlagte letbane.

 - Det er uværdigt at Folketinget nu ser ud til at løbe fra faste aftaler, eller i hvert fald forsinker en proces som er aftalt og som kan risikere at gøre tingene dyrere, hvis ikke vi kommer i gang, siger Thomas Gyldal Petersen, til TV 2 Lorry.

De 11 berørte kommuner og Region Hovedstaden må lige nu se hele letbaneprojektet udskudt, fordi en hemmelig kilde har skabt tvivl om projektets økonomi.

På den baggrund har Dansk Folkeparti og Liberal Alliance nu forsinket tredje behandlingen i Folketinget og kaldt Transportministeren i samråd. 

 

02:08 Luk video

 

Regionsrådsformand Sophie Hæstorp Andersen mener også, at det er dybt problematisk, hvis kommunerne langs Ring 3 og Region Hovedstaden ikke kan stole på de aftaler, der allerede er indgået med politikerne på Christiansborg:

- Det giver ingen mening, at vi endnu en gang skal diskutere, om vi skal have en letbane. Alle eksperter er enige om, at det er den bedste løsning. Det er intet nyt under solen, som skulle give anledning til at genoverveje beslutningen, så lad os nu komme i gang, siger Sophie Hæstorp Andersen (S).

Der er allerede investeret knap 400 mio. i arbejdet med letbanen. Ifølge regionsrådsformanden er der ingen grund til at rejse tvivl om letbane-projektets økonomi.

- Det er op til Hovedstadens Letbane og COWI at svare på spørgsmål om økonomien, men jeg kan forstå, at økonomien er blevet gransket af flere uvildige eksperter, der ikke mener, der er grund til bekymringer.