Der er akut mangel på læger i Halsnæs Kommune i det nordligste Sjælland.
Kommunen mangler fem læger, og de sidste tre måneder har hverken kommunens 125 nytilkomne flygtninge eller nytilflyttere kunnet få en praktiserende læge i egen kommune.
- Situationen i Halsnæs Kommune er uanstændig hvad angår læger. Det er ikke rimeligt at behandle flygtninge og tilflyttere på den måde, siger Venstre-borgmester Steen Hasselriis til TV 2 Lorry.
Han mener, at Region Hovedstaden bør sende nogle læger til kommunen med det samme, men det er ikke så ligetil, lyder det fra regionen.
- Regionen har ikke nogen læger på hånden, om jeg så må sige. Vi kan ikke gøre det hurtigere - vi kan ikke trylle nogen op, siger den socialdemokratiske regionspolitiker Per Seerup Knudsen til TV 2 Lorry.
Se mere i afspilleren ovenfor.