Borgere hjælper politi med at identificere kassedykkere

'Herfra skal der lyde et stort tak for alle jeres likes, kommentarer, delinger samt naturligvis tip, der førte frem til, at vi fik identificeret de to mænd. Det er nu en meget rar måde at begynde sådan en mandag på.'

Sådan skriver Nordsjællands Politi mandag på Facebook, efter det er lykkedes at identificere to mænd, der onsdag aften lavede et såkaldt kassedyk i Rema 1000 i Kokkedal.

- Vi har fået en masse henvendelser fra folk, og på det grundlag har vi nu fastslået, hvem de er. Vi vil gerne tale med dem, og det skal vi også nok komme til, siger pressetalsmand Henrik Suhr til TV 2 Lorry.

Læs også Tyvene tager toget: Politi øger jagt på tyve i S-togene

Han vil ikke oplyse de to mænds alder, ligesom han heller ikke vil ud med, om de kommer fra lokalområdet.

- Nu skal vi lige snakke med dem, og så tager vi den derfra, lyder det fra Henrik Suhr. 

Et kassedyk betyder, at der bliver taget kontanter direkte fra kassen. Nordsjællands Politi delte fredag en overvågningsvideo af de to mænds succesfulde forsøg i genren på Twitter og Facebook.

Når Nordsjællands Politi engang kommer i kontakt med de to mænd, kan de se frem til at blive sigtet for tyveri, oplyser politiet. 

- Der skal lyde et stort tak til alle, der har hjulpet os i denne sag, slutter Henrik Suhr.